kyndte Indkaldelsen til Norge, og opfordrede Udlendingerne til at sverge Kong Magnus Troskabseed, vægrede man sig ved at indlade sig herpaa strax eller ubetinget, men opsatte en Skrivelse til Regjeringen, hvori de Fordringer, man gjorde, tydeligere end hidtil udtaltes. „Gunnar“, heder det i Skrivelsen, „underrettede os paa Althinget om, hvorledes I forlange at vi skulle tilsverge Junker Magnus, Kong Haakons Dattersøn, slige Thegnskylder, som bleve tilsvorne hans Forfedre og deres Afkom evindeligen, imod at Kongens Forpligtelser lige overfor vore Skattegaver opfyldes, nemlig saaledes at der skulde sendes sex Skibe aarligt hid til Island, ladede med de for Landet nyttige Varer, to til Nordlandet, to til Sønderlandet, et til Vest- og et til Østfjordene, samt at Lagmænd og Sysselmænd skulle være Islendinger, en Lagmand nordentil og søndentil, og disse ej have Sysler. Da vi nu ej ville, at Ansvaret for Løftets Brud skal hvile paa os, have vi gjort og ville vi midlertidigt gjøre ham al den Thegnskylde, som vi efter føromtalte Aftale ere ham skyldige, indtil I faa gjort et godt Raad for at vi kunne naa vore gamle Friheder og de nye Bestemmelser. Thi det maa I forvist vide, at vi ansee os løste fra al den Forpligtelse, som vore Forfedre tilsvore Kong Haakon den gamle, dersom vi ikke til Sommeren faa hvad han har lovet os, og som vi her opregne, nemlig at Skreid og Meel ej udføres herfra, naar der er Dyrtid paa Island, mere end hvad Kjøbmændene behøve til Mad; Udenlandsstevninger ville vi ej vide af i større Udstrekning end Lovbogen melder, og ingen andre Sysselmænd ville vi have end dem, Bønderne velge. Sverge ville vi derfor ikke, førend vi faa Rigsraadets Brev herpaa med hengende Segl, saa at vi see dets gode Vilje. Give derfor den Herre Christ, at I tage en saadan Bestemmelse i dette og alt andet, at det kan vorde salige Konges Sjæl til evigt Gavn, Junker Magnus til Hæder og Ære, og os alle til Fred og Glæde for Liv og Sjæl“[1]. Saaledes vegrede man sig ligefrem ved at aflegge Eden, førend man havde seet hvad man kunde kalde sort paa hvidt for at Fordringerne skulde opfyldes. Det er imidlertid let at skjønne, at det ikke hermed var Islendingernes Mening at løsrive sig fra Norge, om et saadant Brev ej kom; de havde nu aabenbart vant sig til Afhængig-
- ↑ Lovsamling for Island I. S. 32.
Island, bragte han Efterretningen om Haakons Død, og man kunde da ei skrive med ham tilbage, som om Haakon endnu levede. Altsaa maa hiin Sendelse være en anden og tidligere, skjønt dog ei den store af 1314, da Audun ej kom til Island førend 1315. Denne Gunnar Raasvein (ikke Raadsvein) var en anseet Mand, der boede i eller ved Bergen, i hvis Domkirke han lod oprette et Jfr. Marias Altar, og gav dertil Jordegods, mest i Sogn. (Bergens Kalvskind S. 33).