Moder. Thorbjørn havde ført Vidner til sin Fordeel, men Gunnvar tilbød at føre to Mands Vidne paa, at hendes Moder Gyrid havde Fælligsret i Aurdal, og at hun for 55 Aar siden var bleven gift dertil, ligesom og at Thorbjørns Vidner var uvederheftig paa Grund af Slegtskab og Svogerskab, og at hendes Moder bød sig under den Lov, som gik i Landet paa hiin Tid. Hvad enten nu det var dette, som forbittrede Mængden, eller Thorbjørn havde saa mange Tilhængere, saa kunde hun og Aslak ikke faa sine Vidner ført frem formedelst de Tilstedeværendes Raab og aabenbare Medhold med Modparten. Man vilde ikke høre hende, og da Aslak nu henskød Sagen under Kongen og Raadet og forbød Nogen at dømme deri, gave de fleste sig til at skrige og klappe, førend Lagmanden kunde faa givet nogen Orskurd, eller anden Afgjørelse kunde skee, og satte saaledes, som det heed, Thorbjørn ind i Besiddelsen af Aurdal, det vil sige, erklærede ham ved Vaabentag for den rette Ejer, hvormed Lagthinget hævedes. Herom sendte da fire paa Thinget tilstedeværende Prester og syv andre Mænd, der ligeledes havde været der, samme Dag en Beretning til Kongen, formodentlig efter Aslaks og Gunnvars Foranstaltning[1]. Men dette Exempel synes rigtignok næsten at være enestaaende. Der nævnes i alle Fald ikke om lignende Tilfælde andensteds. Af Drabssager udenfor Thelemarken og Jemteland forekommer i det samme Tidsrum, vi her have gjennemgaaet, kun to, een i det til Skidusysla grændsede Sandssver paa Vestfold, af 1336, og een i Bergen, af 1347. I Beretningen om den første heder det, at en Borgar Vetrledssøn stak en anden, ved Navn Jon Sigurdssøn, gjennem Armen med en Kniv, og at Jon derpaa hugg to Hugg til Borgar, som deraf fik sin Bane[2]. I Beretningen om den sidste fortælles der, at Drabsmanden, Arne Alfinnssøn, stod i Svalen foran Gildeskaalen i Bergen med en Øxe, ventende paa sin Huusbonde, men at en vis Einar Auge tilligemed en anden Mand kom til og vilde tage Øxen fra ham, fordi de vare komne i Klammeri med en Prest, og da Arne holdt fast, skød Einar ham frem og tilbage, greb fat i Jærnhatten, han havde paa sit Hoved, og stødte ham ned ad Trappen, greb ham siden, da han stod op igjen, i Brystet, saa hans Kjortel og Hette fik Rifter, og gav ham et Neveslag i Ansigtet. Da drog Arne sin Kniv og stak Einar ihjel, men lyste strax Drabet sig til Haande. Siden stod han Arvingerne til Rette og erklærede sig villig til at betale Thegngilde, saa at der ej kunde være Tale
