ej alene som Magister Capellarum, men derhos og, hvis vi ovenfor have gjettet rigtigt, som Raadsmedlem maatte føle lig opfordret til at paatale saadanne Misgreb, og som i den Anledning ogsaa henvendte sig umiddelbart til Audfinn selv[1], skulle ogsaa andre have klaget til Hoffet, da en saa myndig Mand, som Audfinn, altid havde Avindsmænd nok. Disse Klagebreve maa have været skrevne sidst i 1319, thi paa den Tid skete de Skridt fra Audfinns Side, hvorover der klagedes, og Følgen deraf var to skarpe Breve, et i Kongens Navn, og et fra Hertuginden, der ankom til Bergen den 14de Februar, og som foranledigede Biskop Audfinn til at tilskrive baade Kongen og Hertuginden hver sit Brev[2], hvori han i en forresten meget verdig Tone fralagde sig alle Beskyldninger, klagede over Bagvaskelse, og forsikkrede om sin oprigtige Hengivenhed for Kongehuset. „Det er aldeles ikke“, siger han til Kongen, „vor Hensigt at minke Eders Ret eller at gaa Eder for nær, thi snarere have vi og Formænd paa Bergens Biskopsstol taalt mangen Tyngsel og Uret, ej alene under Eders Forfedre, men endog nu siden I er bleven Konge; Eders Klerker have stort Ansvar paa sig for deres Ferd imod os, hvilken vi længe have ladet gaa upaatalt hen, af Ærbødighed for Eder, og fordi vi haabede at vinde dem med det Gode, men nu var det gaaet altfor vidt, da de, istedetfor at angre sin Brede, snarere blive dristigere i den, og dertil søge at sverte os hos Eder og Eders Raad. Vi bede Eder derfor, ej at ville tro deres Ord: vi ville ikke i noget Stykke gjøre Eder Afbrek, derimod skulle vi styrke Eders Rige med alt hvad Gud har forlenet os“. Til Hertuginden siger han i Korthed det samme, sluttende med at bede Gud tilgive dem, der søge at bagvaske ham, og besvergende hende, ikke at lytte til deres Overtalelser. Biskopen henvendte sig ligeledes til Erkebiskopen, idet han dog mest dvælede ved en Fornærmelse, som en Chorsbroder ved Apostelkirken, Botulf Haakonssøn, havde tilføiet en af Chorsbrødrene ved Domkirken, da denne paa Biskopens Bud 3die Søndag i Faste d. 2den Marts vilde i Apostelkirken, ligesom i Byens øvrige Kirker og Klostre, oplæse en af Biskopen udstedt Bekjendtgjørelse. Botulf meente vel, at den anden var uberettiget til at oplæse nogensomhelst biskopelig Befaling i det kongelige Capell, uden Provstens Samtykke, og derfor rev han ham uden videre ned af den Skammel, hvorpaa
- ↑ Brudstykke af Brev derom i Dipl. Norv. IV. 142.
- ↑ Bartholiniana E. 55–58. Samll. t. d. n. F. og Spr. H. V. 525–528. Brevene ere udaterede, men maa tilhøre Februar eller Marts 1320.
Sognepresternes Rettigheder m. m. (dat. 27de Marts 1320) er efter Bartholiniana E. 52 trykt hos Suhm, XII. 336–338; og Manifestet om Apostelchorsbrødrenes lovstridige Ferd, dateret Bergen 14de Febr. 1320, findes i Dipl. Norv. IV. 14.
