Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/369

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
351
1330–1344, Presternes Kosthold.

østlige Nordfjord, skulde han ligge tre Nætter paa Venreid i Gloppen, og fik, lader det, ligesaa meget. I det nordlige Søndfjord skulde han ligge to Nætter i Ben, og fik i Alt 8 Tønder tydsk Øl, 12 Tønder Mungaat, 1 Tønde Viin, og Brød, anden Kost og Specerier i Forhold. I det sydlige Søndfjord skulde han ligge tre Nætter paa Askevoll, og fik i Alt 12 Tønder tydsk Øl, 24 Tønder Mungaat, 1 Tønde Viin, og Brød, anden Kost og Specerier i Forhold, saaledes at idetmindste 1 Pund Bakstebrød leveredes til hver Nat foruden Hvedebrød. I Sogn skulde Biskopen ligge fire Nætter paa Stedje, 4 paa Tunjum, 2 paa Aurland, og 2 i Viik. Paa Stedje skulde Presten selv skaffe 8 Tønder tydsk Øl, en Lest Mungaat, 2 Pund Brød, foruden Hvedebrød, Tønde Viin, Smør og Specerier og anden Kost i Forhold, og tre andre Prester tilsammen 8 Tønder tydsk Øl, 4 Tønder Mungaat, Tønde Viin, Brød m. m. i Forhold; paa Aurland 8 Tønder tydsk Øl, 1 Lest Mungaat, 2 Pund Brød foruden Hvedebrød, Tønde Viin, Smør og anden Kost m. m.; paa Vik 8 Tdr. tydsk Øl, 1 Lest Mungaat, 2 Pund Brød, Tønde Viin, Smør og anden Kost m. m.[1]. Hvad man her mest maa studse over, er de uhyre Masser af Drikkevarer, som fordredes. Men Sagen var den, at Biskoperne i de Tider reiste med mange Folk, og at der behøvedes utroligt meget til disses Underholdning. Dog seer man af Drikkevarernes Mængde i Forhold til Brødet, at Drikken fremdeles udgjorde Hovedsagen ved Maaltiderne, en Omstændighed, som vist ikke vidner fordeelagtigt om Folkets Ædruelighed.

36. Folkets Vilkaar, Næringsveje, Levemaade, Seder.


Om Folkets Tilstand forøvrig fra den Tid give de mange os opbevarede Brevskaber ret god Oplysning og i det Hele taget ej ufordeelagtige Vidnesbyrd. Der tales sjelden eller aldrig om stor Armod i denne eller hiin Bygd, neppe engang hos enkelte Personer, og det uagtet Grund-Ejendommen aabenbart var høist ulige fordeelt, idet de rige og fornemme Familier ejede en overordentlig Masse af Gaarde, hvorved der kun blev lidet tilbage for de ringere Ejendomsmænd, og den største Deel af Landbefolkningen derved øjensynligt bestod af Leiglendinger. Af disse især var der vel nu ikke faa, der kummerligt nok slog sig igjen-

  1. See Bergens Kalvskind, udg. 1843, S. 88, 89. Den egentlige Suvl eller Kost foruden Brød kaldes her fordetmeste Búðarvörðr, Madbodsager, som Skinke, salt Kjød, Skreid, Ost o. a. d.