Løbet af Aarene 1323–1345 vides at have faaet slige overordentlige Provisionsbreve paa ringere Beneficier, var Erkepresten Thorkell Mattul i Oslo, der paa Grund af hans Embeds ringe Indtægter (kun 10 Mark Sølv aarligt) fik Exspectance paa Haugs Kirke paa Eker, Klerken Thore Breid, der samtidigt fik Exspectance paa et Canonicat i Oslo; Chorsbroderen sammesteds, Thore Hallvardsfrænde, som i 1329 fik Exspectance paa første ledigtblivende Sognekald i Oslo’s Diøcese, den føromtalte orknøiske Chorsbroder Engelbert Lyning, der samtidigt fik et Canonicat og en Præbende i Katanes Diøcese; den osloiske Chorsbroder Thorstein Kunpe, Prest ved Laurentii Kirke i Oslo, som paa Erkebiskop Paals Anbefaling fik et Canonicat i Nidaroos; Brynjulf Haraldssøn, Biskop Hallvards Frænde, Chorsbroder i Nidaroos og Hamar, der i 1342, da han af Biskopen var sendt til Curien, fik et Canonicat og en Præbende i Nidaroos; Thore Guthormssøn, Chorsbroder i Oslo, der ligeledes i 1342 fik det orknøiske Canonicat, som Erkebiskop Paal havde haft, og den føromtalte Ivar Baardssøn, der i 1344 fik Exspectance paa et eller andet Beneficium, som ellers skulde bortgives af Biskopen. Dette var visselig ikke meget i Sammenligning med de ødsle Uddelinger af Beneficier og Exspectance paa Beneficier, der skete paa andre Steder, og som have givet Anledning til, at de pavelige Regester fra Johannes den 22de af svulme op til en uendelig Masse, idet Indholdet hovedsageligt er Provisionsbuller.
Vi have ovenfor seet saavel de overordentlige, som de regelmæssige Afgifter, hvilke deels det hele Land, deels Geistligheden havde at udrede til Pavestolen. Til de første høre de til forskjellige Tider paalagte Tiender af geistlige Embedsindtægter, som Sexaarstienden, Treaarstienden, Jorsalahjelpen o. s. v.; til de sidste fornemmelig Rumaskatten eller Peterspeningen, der rammede det hele Land, og for Geistlighedens Vedkommende Annaterne, og ved en Erkebiskops Udnævnelse Palliehjelpen, hvis Størrelse for Norge ikke kjendes, men som man veed var overmaade stor og betyngende. Desforuden var den Forpligtelse, som Erkebiskoperne og, efter at Provisionen blev sedvanlig, ogsaa Biskoperne havde til i visse Mellemrum at besøge Curien personligt eller ved Fuldmegtig, i og for sig en Skatlægning, hvortil kom, at det var temmelig sedvanligt, at der ved den Lejlighed gaves en frivillig Oblation eller Gave, og at denne ej var ubetydelig, sees deraf, at den samlede Indtægt deraf fra hele den romersk-katholske Christenhed i et paveligt Kammer-Regnskab for 1356 ansattes til over 19140 Guldgylden for det forløbne Aar alene[1]. Ende-
- ↑ Regnskab, aflagt af den pavelige Skatmester Reginald, Biskop af Palentia, med pavelig Approbation af 29de Mai 1356, i Archetyp. epistol. Innoc. VI. an. 4. 515.
