Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/36

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
18
Magnus Erikssøn.

han sig umiddelbart efter at have udstedt hiint Brev fra Stralsund, og gav ligeledes her flere Herrer Brev paa, at han i sin Tid, naar han blev Konge, vilde paaskjønne og godtgjøre den Hjelp, de dertil maatte yde ham: den fornemste af disse Herrer var endog Marsken Ludvig Albrechtssøn, der endnu faa Maaneder i Forvejen havde i Kong Eriks Tjeneste ført Vaaben mod Christophers Forbundsfelle, Erkebiskop Æsger[1], og indtaget hans Borg Hamershuus paa Bornholm. Herved fik Christopher snart et stort Parti for sig, kun Jyderne heldede som sedvanligt endnu til den ældre, eller abelske, Linje af Kongehuset, og ønskede helst den sønderjydske Hertug Erik Valdemarssøn til Konge. Men da den holstenske Grev Johan erklærede sig for Christopher[2], og i Forening med Stæderne havde det i sin Magt at afskære Erik al Understøttelse fra Tydskland, var det ikke muligt at opstille denne som Modprætendent, og de danske geistlige og verdslige Herrer besluttede derfor heller ligesaagodt at velge Christopher, imod at han vedtog og besvor en Haandfestning, hvorved deres Friheder og Rettigheder ej alene i videste Maal bekræftedes, men endog udvidedes, medens de Adelige fritoges for at drage i Krig udenfor Riget, og det paalagdes Kongen at udløse dem, om de i hans Tjeneste bleve tagne til Fange, eller godtgjøre dem deres Udleg; skete det ikke, kunde de undlade at fare uden at tabe sine Friheder. Derimod maatte han selv ikke begynde Krig uden Adelens og Prælaternes Samtykke. Kronens faste Slotte i Jylland, paa tre nær, skulde nedrives, ingen nye Skatter maatte paalegges, og de af den forrige Konge paalagte skulde ophæves, medens han dog forpligtede sig til at betale Kronens Gjeld og udløse Panthaverne. At opfylde alle disse Løfter var en fuldkommen Umulighed, men Christopher lovede gjerne hvad det skulde være, naar han kun blev Konge. Dette skete i Viborg d. 25de Januar 1320[3]. Den 28de see vi, som ovennævnt, Hertuginde Ingeborg med den unge Konge i Bogesund, altsaa formodentlig paa Vejen til Vardberg[4], hvor hun allerede nu synes at have opslaaet sin Hovedresidents, saa at man i Almindelighed næsten kan antage, at hun opholdt sig der, naar det ikke udtrykkeligt

  1. See foran, IV. 2. S. 633.
  2. Detmar, v. 1319.
  3. Huitfeld, S. 411. Suhm, XII. 6.
  4. Om Bogesund som et af Hovedpunkterne paa Vejen mellem Halland og Vestergøtland, see ovenfor IV. 2. S. 445–447, Noten. At Hertuginden fortrinsviis opholdt sig paa Vardberg eller deromkring vil noksom sees af det efterfølgende; foreløbigt kunne vi anføre hendes Brev af 1 Oct. 1320 (Dipl. Sv. 2261), fra Vardberg af 25 Oct. (jfr. 2264), Kong Magnus fra Vardberg af 13 Dec. (jfr. 2269), hendes og Kongens fra Jønkøping af 17 Dec. (jfr. 2270), Kong Magnus fra Vardberg af 27 Jan. 1321 (jfr. 2279–82), o. s. v.