Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/325

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
307
1339. Biskop Jon Halldorssøn af Skaalholt.

skoperne Jon og Haakon, at dømme efter dennes Breve, og de Tjenester, han gjorde ham. Han udvirkede ham endnu samme Aar, formodentlig efter hans Anmodning, et Beskyttelsesbrev fra Kongen under dennes Ophold paa Høvdingemødet i Oslo[1], og da Runulf den følgende Sommer reiste tilbage til Island, medgav han denne et særdeles venligt Brev, hvori han og meldte Jon de sidste Nyheder fra Curien, og sendte ham til Foræring en „skinnende hedensk Væv“ og en liden Kasse med Ingefær, beklagende, at han ikke kunde sende ham Viin. Han skrev tillige om en Islænder, Thorarin, der formedelst sin Dygtighed til at skrive og male Initialer kaldtes Thorarin Pentur og nu havde taget sin Tilflugt til ham, fordi han paa Kirkegaarden i Vatnsfjorden tre Aar forud var kommen til at saare en Prest. Biskop Haakon udbad sig Fuldmagt til at absolvere ham, hvis han ikke allerede havde faaet Absolution, og bad tillige sin Collega paa Island hjelpe ham til at faa sit Gods igjen, som Hr. Erik Sveinbjørnssøn m. fl. forholdt ham: et Tegn paa, at disse kongelige Sysselmænds Styrelse maa have været vilkaarlig nok[2]. Kort efter kom Biskop Jon atter over til Norge ifølge Erkebiskopens Indkaldelse til det Møde, som dog ikke blev holdt, ledsaget af Runulf, der netop maa have faaet Tid til at komme hjem til Island, inden han atter afreiste. Biskopen kom med et Skib (en Busse), tilhørende Biskop Haakon, og var allerede ved Ankomsten til Bergen meget syg, saa at han indtil videre forblev i Bergen, deels for sin Svagheds Skyld, deels fordi han endnu haabede at treffe Erkebiskopen der, da man troede, at denne snart kom derned. Men da dette ikke skete, sendte han Runulf nord til ham med sin Undskyldning[3]. Sygdommen tiltog ud paa Vinteren, han

    Collector, erkjender af Biskop Jons Fuldmegtig Sira Runulf at have modtaget Pavehjelpen og Rumaskatten for 8 Aar, nemlig 98 Hundreder (centenarios) og 72 Alen Islandsk eller Pakkevadmaal (de burello, quod Islencha sive Pakkaváðmál vulgariter appellatur), 13 Hundreder og 52 Alen „Havnarvaad“ (de burello, quod vulgo Hafnarvað nuncupatur), og 40 Alen „Bragdarvaad“ (de burello quod Bragðarvað appellatur in vulgari), hvorhos det blev fuldkommen godtgjort, at tre Hundreder „Islencha“ var forraadnede underveis paa Havet. Jfr. ovf. S. 204, Not. 3 og Suhm, XII. 290.

  1. See herom ovenfor, S. 213. Den Omstændighed, at Varnadarbrevet, aabenbart det samme, som findes indført i Copibogen (Barth. E. 421), omtales i Biskop Haakons Brev til Jon af 14de Juni 1338, vidner endnu om, at hiint ej kan være fra andet Aar end 1337.
  2. Brevet er aftr. i Samll. V. S. 121. Thorarin Penturs Voldsgjerning omtales i de isl. Annaler ved 1335, S. 242. Der haves og et Brev fra Biskop Haakon til Jon, skrevet i 1337, formodentlig kort efter Hjemkomsten fra Oslo, eller maaskee ogsaa strax før Afreisen did; det indeholder hovedsageligt en Anbefaling for Klerken Ravn Thoraldessøn, og Haakon lover at skrive mere med Runulf. Samll. V. 97.
  3. See herom Biskop Haakons Brev formodentlig til Chorsbroderen i Nidaroos Arne Einarssøn af 5te Decbr. 1338, Samll. V. 134.