Efter de herskende Love eller Vedtægter skulde enhver ny Konge personligt fremstille sig paa visse, til Hylding bestemte, Thing, fornemmelig Ørething, og der lade sig Riget tildømme og sig selv tage til Konge af det forsamlede Folk, hvorved en af de tilstedeværende anseede Bønder eller Geistlige gav ham Kongenavnet paa de Øvriges Vegne, og derpaa saavel han selv, som Veitslemænd, Embedsmænd og Bønder aflagde de gjensidige Hyldings-Eder. Men en saadan Hylding eller Antagelse til Konge blev her udsat, indtil Haakon opnaaede Myndigheds-Alderen, hvorimod man, tildeels maaskee fordi man ej kunde føre det spæde Barn om til alle Hyldingssteder, foruden at man ogsaa her helst ønskede skriftlig Sikkerhed, sammenkaldte Udsendinger eller Fuldmægtige fra Byerne og Landdistricterne til Baagahuus den paafølgende Sommer og lod dem her, formodentlig efter mundtlig Forhandling og højtidelig Vedtagelse, udstede en skriftlig Forsikkring, hvorved de godkjendte den skete Foranstaltning og lovede Kong Haakon undersaatlig Troskab og Lydighed, naar han i sin Tid tiltraadte Regjeringen. Det er saaledes tydeligt at see, at denne Act egentlig indeholder, hvad man i senere Tider vilde kalde Trediestands, eller Borger- og Bonde-Standens Tilslutning til, hvad der tidligere var afgjort og vedtaget af Geistlighed og Ridderskab, og saaledes have vi her i Norges Historie det første Exempel paa en virkelig Deling af Indbyggerne i tre forskjellige Stænder, Geistlighed, Ridderskab eller Adel, og Borgere eller Bønder: en Deling, der aabenbart er fremkaldt af de politiske Begreber, som Forbindelsen med Sverige og det nærmere Samkvæm med Nabolandene ogsaa meddeelte til Norge. Vi have endnu et saadant Brev tilbage, udstedt paa Baagahuus den 17de Juli 1344, af „alle Bymænd i Nidaroos, Bergen, Oslo og Tunsberg, samt alle Bønder og Almue fra Stjordølafylke, Gauldølafylke, Naumdølafylke, baade Overhalven og Nederhalven, Sunnmøre, Sunnhørdaland, Gulathingslagen og Hørdaland, med deres Indsegl. Men dette er ikke Repræsentanter for hele Norges Befolkning[1], thi om man endog tager „Gu-
- ↑ Brevet er aftrykt i Dipl. N. I. 290 og Dipl. Sv. 3812. Ved Benævnelsen af de Landskaber, hvis Indbyggere have udstedt det, møder den Besynderlighed, at flere Fylker nævnes stykkeviis, nemlig Naumdølafylke og Hørdafylke, medens andre derimod regnes ind under den mere omfattende Benævnelse Gulathingsloven, hvis Udstrækning endog ikke rigtigt er antydet. Men formodentlig var det allerede paa denne Tid blevet almindeligt at betragte Naumdølafylke, i Lighed med Haalogaland, som tvende Fylker hver for sig, dog under Navnet Halvfylker eller Halver, her under Benævnelsen Øvre.–Halden og Nedre-Halden, hvoraf den første Benævnelse endnu er bibeholdt til vore Tider, da, som bekjendt, Raneims og Grongs Prestegjeld endnu tilsammen kaldes „Overhalven“; medens Benævnelsen „Nederhalven“ er gaaet af Brug, (i begge Aftryk af Brevet, baade det norske og det svenske Diplomatarium,
