vigtigste geistlige Institutioner have udstedt Documentet, medens man tillige af andre der udstedte Breve see, at formodentlig hele det verdslige Raad og derhos Deputerede fra Borgerne i Skeninge var tilstede, kan man saa meget mindre tvivle paa, at ogsaa de verdslige Stænder samtidigt have udstedt sin Forsikkring, thi det var øjensynligt et almindeligt Rigsmøde, som her blev holdt. Hovedpunkterne vedkommende Tronfølgen og Unionens Opløsning ere disse: at Udstederne forpligte sig til paa behørigt Sted at velge Kongens eldste Søn, Junker Erik, til Sveriges Konge, og at tjene ham med al Troskab, dog med Forbehold for Kong Magnus at føre Regjeringen, saa længe han er i Live; – at hvis Kong Magnus skulde falde fra, ville de troligt staa Dronning Blanche og Erik bi og forsvare hans Rettigheder i Sverige og Skaane; – at hvis han er mindreaarig, skal der settes ham en indfød Formynder, og alle Rigets Slotte styres af Indfødde, indtil han bliver myndig; – at hvis han dør uden Børn, skulle de velge en anden af Kong Magnus’s yngre Sønner, som maatte findes bekvem, til Konge over Sverige og Skaane, – at hvis det skulde hende sig i Kong Eriks eller hans Børns levende Live, at hans Broder Haakon, der nu er bestemt til Norges Kongetrone, vil tilrive sig Sveriges og Skaanes Styrelse, da skulle de af al Magt staa ham imod, hvorhos og de norske Herrer havde lovet isaafald ej at staa ham bi, ligesom de svenske nu herved love ikke at hjelpe Erik, om han vil trenge sig ind i Norges Regjering; – at hvis begge Brødrene, eller nogen af dem, vil omstyrte disse Bestemmelser og dertil anvende udenlandsk Hjelp, da skulle begge Riger som eet sette sig derimod; – at hvis Kong Magnus faar flere Børn, da skulle de hjelpe og understøtte ethvert af dem i Nydelsen af sin Ret og Heder, eftersom det passer for deres Stand og Kjøn, alt efter Rigernes Love og Sedvaner; – at de af alle Kræfter og samdrægtigt ville modstaa hver den, som søger at modarbeide, hindre eller tilintetgjøre disse Bestemmelser; – samt at de hermed ikke ville have gjort nogen Afbrek i Sveriges og Skaanes gamle Rettigheder og Sedvaner med Hensyn til Kongevalg, saaat naar Erik, eller den anden af Kong Magnus’s Sønner, der i hans Sted maatte blive valgt til Konge, er død, skal Retten til at velge Konge atter tilfalde Udstederne og deres Arvinger.
Sammenligne vi nu disse tvende Forpligtelsesbreve nærmere med hinanden, da ville vi finde den væsentlige Forskjel, at medens de norske Herrer udtrykkeligt erklære, at Kong Magnus’s Formynderskab før Haakon skal ophøre, naar denne bliver myndig, og at følgelig Haakon da selv skal overtage Regjeringen, heder det i det svenske Document, at Kong Magnus skal beholde Regjeringen for hele sin Livstid, saa at Erik altsaa først ved Faderens Død skal bestige Tronen. Heraf fulgte
