ringere Titel end Ridder, men flere vare endnu Lendermænd, da de havde naaet denne Verdighed førend Forandringen af 1308 udkom. Disse norske Herrer vedtog endvidere, at hvis denne Forenings-Act blev brudt fra norsk Side, underkastede de sig frivilligt den uppsalske Erkebiskops og Biskop Karls Dom, saaledes at disse fik fuld Myndighed til at sette alle Norges Biskoper og Riddere i Forbud eller Bann, og lade dette Bann lyse.i begge Riger. Iligemaade vedtog de svenske Herrer paa sine Landsmænds Vegne, at hvis Foreningen brødes fra svensk Side, skulde Erkebiskopen af Nidaroos og Biskop Haakon af Stavanger have samme Myndighed til at bannsette de Svenske. Om alt dette udfærdigedes formodentlig to Documenter, der besegledes af de tilstedeværende svenske Herrer, saavelsom Erkebiskopen f Nidaroos og det norske Rigsraad.[1]
Det eneste, man kan sige til denne Forenings-Acts Roos, er at den med yderste Omhu overholdt Liighedsprincipet mellem begge Riger. Forøvrigt synes flere af dens vigtigste Bestemmelser at være intet mindre end heldige. Først og fremst indeholder den Indflydelse, som her indrømmes Hertuginde Ingeborg et Brud paa Kong Haakons Regjerings-Anordning, der ikke anerkjendte nogen anden Myndighed under Kongens Mindreaarighed, end de tolv Regjeringsherrers. Ikke nok med, at man havde ladet hende overvære Forhandlingerne og æsket hendes Samtykke til hvad der vedtoges, havde man endog i Artikel 6 stillet hende ved Siden af Rigsraadet i Afgjørelsen af det vigtige Spørgsmaal om Størrelsen af de Bidrag, som den norske Rigskasse skulde afgive til Kongens Understøttelse i Sverige. Man maatte dog, synes det, nu kjende saa meget til hendes Charakter og Forhold, at man havde vogtet sig for at indrømme hende en Myndighed, der let kunde lede til en Bort-Ødsling af alle Kronens Midler i hendes egne Interesser. De os leverede bestemte historiske Efterretninger vise os neppe to Aar derefter den ærgjerrige danske Adelsmand Knut mørk* som hendes erklærede Yndling, hvem hun stillede alle sine Hjelpemidler til Raadighed, og som hun tilsidst egtede. Men dette Forhold var ganske sikkert allerede paa denne Tid opstaaet og temmelig bekjendt, saa at man vel og har vidst god Beskeed derom i Norge, saameget mere som Knut Porse selv var en af de Herrer, der ledsagede hende til Oslo, og det endog i Egenskab af svensk Ridder og Rigsraads-Fuldmægtig: en Stilling, han fornemmelig maa have skyldt hendes Indflydelse. Sandsynligviis havde hun vel allerede nu faaet ham
- ↑ Kun det i Norge opbevarede Exemplar kjendes efter en næsten samtidig Copie. Unionsacten er derefter aftrykt i Samll. t. d. n. F. og Spr. H. V. S. 521 fg. og i „Norges gl. Love“ III. S. 146 fgg., og i Dipl. Sv. 2196. Om de medbeseglende norske Herrer findes udførlige Oplysninger i Samll. t. d. n. F. og Spr. H. I. Bind, hvor og en Oversettelse af Unionsacten meddeles.
