Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/281

263

1336–1340. Forhandlinger med de tydske Stæder.

velse, allerede som Søndrehallands Lehnsherre, skjønt nogen formelig Overdragelse endnu ikke var skeet, eller og maa det have været i hans Egenskab som.Knut Porses Sønners nærmeste mandlige Frænde og naturlige Verge, at de henvendte sig til ham. Kongen befalede „en veldig Ridder“ (der siges ikke hvilken) at begive sig til Halland for at høre, hvad begge Parter havde at sige, og see til at faa et Forliig istand; med Gesandterne sendte han en af sine Svene, der ledsagede dem gjennem Landet og bragte dem med sikkert Lejde til Falkenbergs Slot, hvor Sigvid Ribbing havde sit Tilhold. Sigvid tog venligt imod dem og laante ogsaa villigt Øre til den kongelige Ridders Meglingsforsøg: saaledes kom det den 15de September til et Forliig, hvorved det bestemtes, at Fjendskab og gjensidige Forurettelser skulde være glemte, at der herefter skulde herske gjensidigt Venskab mellem begge Parter, og hvis der fandtes lübeckske Kjøbmænds Gods eller Varer i Skibe, tilhørende Sigvids Fjender, og af denne opbragte, skulde de eller deres Verd udleveres til Ejerne^[1]. Ved Afskeden gav Sigvid endog Gesandterne skjønne Foræringer, skiltes fra dem med største Kjærlighed, og var herefter Lübeckernes Ven^[2]. Denne venlige Stemning mod Lübeckerne skyldtes vist ikke Forestillinger eller Trusler fra Kongen, men snarere den Omstændighed, at Sigvid selv agtede enten at gjøre sig uafhængig i Søndrehalland, eller i alle Fald ikke at underkaste sig Kongen^[3]; det maatte derfor være ham af Vigtighed at vinde Lübeckernes Venskab, og disse, der trods alt, hvad der nu var skeet, dog befandt sig paa en temmelig spendt Fod med Kongen, følte vel ogsaa, at deres og Sigvids Interesser ialfald i dette Henseende var fælles.

33. Uroligheder og Feider over hele Norden efter Kong Valdemars Tiltrædelse til Kongedømmet i Danmark. Valdemar og de tydske Stæder stille sig fjendtligt lige overfor Kong Magnus, Hertuginde Ingeborg og de holstenske Grever.

I nogen Tid hører man nu intet videre om Stæderne og Stridighederne med dem, førend Valdemar Christopherssøn optraadte som Prætendent til Danmarks Krone og derved mere eller mindre som Modstan-

1. Dipl. Sv. 3254. Lüb. Urk. B. II. No. 641. Som Meddeeltagerne i Forliget paa Sigurds Side nævnes her Knut Arnvidssøn, Paal Arnvidssøn og Peter Porse, formodentlig en Brodersøn af Knut Porse.
2. See om alt dette Detmar S. 241. Det siges her udtrykkeligt, at Sigurd, „en iunghelingh doles modes“, var en Slegtning af Knut Porse (van geslechte des duren hertoghen Knut Porses); af Dipl. Sv. 3558 sees, at han var i Svogerskab med St. Brita og hendes Mand Ulf Gudmarssøn.
3. Herom vil der i det følgende blive handlet udførligere.