Adelsmænd og menige Almue efter Kong Christophers Afreise havde hyldet ham som deres rette Konge og Herre, og han, af Medlidenhed med deres forsvarsløse Tilstand, for at gjengive Provinsen Ro og Lykke og forebygge Krig, havde udbetalt til nogle Tyranner, der holdt de faste Pladser besatte og grueligen undertrykkede baade Lærde og Læge, sexogtredive tusinde Mark br. Sølv; og da nu Skaane ligesom var Porten til og Stængslet for hans Riger og saaledes ej kunde være i fremmede Hænder, uden at derved Krig og utallige andre Ulykker ganske vist vilde opstaa for ham selv, hans Undersaatter og hans Efterkommere, var det hans ydmyge Bøn til Paven, at denne af sin apostoliske Magtfuldkommenhed vilde godkjende og bekræfte hans og Efterfølgeres Ret til herefter at beholde og besidde samme Landskab, samt at det tillige maatte blive erklæret, at hvis det skulde lykkes ham ogsaa at erhverve andre danske Landskaber og befri dem fra Tyrannernes Hænder, skulde han have Pavestolens udtrykkelige Tilladelse dertil, saamegetmere som Danmarks Rige aldrig i noget Stykke havde været Keiserriget underkastet, men derimod alene skatskyldigt til den romerske Kirke, hvilken Skat han fremdeles var villig til at udrede[1]. Dette synes at vise, at Kong Magnus nu ej
- ↑ Om denne Ansøgning og Pavens Resolution derpaa, see nedenfor. Hvad ellers denne foregivne Skatskyldighed af Danmark under Pavestolen angaar, da var det dermed intet Videre bevendt; den bestod alene i den sedvanlige Rumaskat, og paa den Maade kunde man og sige, at Norge og Sverige vare skatskyldige. Ja det blev ogsaa virkelig sagt, thi i den saakaldte liber censualis sedis apostolicæ, som Cardinalen Cencius, pavelig Kæmereer (siden ophøjet til Pave under Navnet Honorius III.), udarbeidede i Slutningen af det 12te Aarhundrede, er der et Afsnit, der gaar ud paa at vise, hvorledes alle Europas Riger vare Pavestolen skatskyldige, og her heder det udtrykkeligt: „Omnes et singulæ domus totius regni Norvegiæ solvere debent pro censu ecclesiæ Romanæ singulos denarios monetæ curribilis in eodem regno“; det samme gjentages Ord til andet for Sveriges Vedkommende, medens der for Danmarks anføres et Uddrag af et Brev fra Pave Paschalis II. dateret 8de Mai 1110, hvori han kun indskærper Erkebiskopen af Lund og de øvrige Biskoper at sørge for Rumaskattens eller Peterspeningens rigtige Indbetaling, og forebygge yderligere Besvigelse i dette Stykke. Men paa et andet Sted heder det: „Item Regnum Danorurn est de proprietate sacrosanctæ Romanæ eeclesiæ et tributarium eiusdem, ut patet ex registro domini Atexandri papæ (11di), ubi sic legitur: Alexander episcopus s. s. dei dilecto filio Sueni (no) regi Danorum Salutem etc. … Quapropter prudentiam tuam admonemus ut censum regni tui, quem antecessores tui sanctæ apostolicæ ecclesiæ persolvere soliti sunt, nobis et successoribus nostris transmittere studeas, ita tamen ut non sicut oblatio super altari ponatur, sed, ut supra diximus, tam nobis quam successoribus nostris ut certius approbetur presentialiter offeratur“. Her er det aabenbart ogsaa kun Peterspeningen, som der sigtes til, men ved at løsrive Stedet af sin Forbindelse har man (maaskee Cencius selv) faaet det til at see
