og maaskee Forsædet i Retten, hvori de skulde skiftes[1]. Det tilføies ogsaa, „at hvis saa store Sager kom fore, at Officialen og Lagmanden ikke ene ansaa sig istand til at overtage Afgjørelsen, skulde de tilligemed Fehirden gaa i Erkebiskopens Gaard, hvor Erkebiskopen da skulde afsige Dommen i begge Parters Nærværelse. Denne Ordning af Sagen var dog egentlig kun, som sagt, midlertidig, thi det bestemtes udtrykkeligt, at den alene skulde gjelde, indtil Kongen kom til Nidaroos, og begge Herrer med sine bedste Mænds Raad indgik en endelig Overeenskomst, ved hvilken det skulde have sit Forblivende[2]. Denne Afgjørelse maatte vistnok være yderst utilfredsstillende, ja endog krænkende for Erkebiskop Paal, der lige fra sin første Optræden som Cantsler havde viist sig yderst skinsyg paa Kirkens Rettigheder, og rimeligviis paa Grund af den Indflydelse, han tidligere som Cantsler udøvede over Kongen, havde haabet at faa sin Vilje frem. Vi see ogsaa af en Erklæring, som Biskoperne Hallvard og Haakon tilligemed tre af Erkebiskopens egne Chorsbrødre fandt sig foranledigede til at udstede faa Dage efter (den 4de September) i Oslo, at disse Mænd havde raadet Erkebiskopen til at indgaa dette Forliig .„for Fredens og Rolighedens Skyld, og for at vise Kongen desto mere Heder og Føjelighed“. Men det siges ligeledes her udtrykkeligt, at denne Ordning af Sagen alene skulde bestaa, „indtil Kongen kommer til Nidaroos og Erkebiskopen kan faa svaret for sig med Raad, Vink og Samtykke af sit Capitel, sine Medbrødre, de øvrige Biskoper i Landet, og deres Capitler[3]. Altsaa maa det have været paatænkt med det første at holde et stort Kirke- og Rigs-Møde i Nidaroos, hvor baade denne Sag og maaskee mange andre skulde afgjøres. Sandsynligviis var det da ogsaa til dette paatænkte Rigsmøde, at Ordningen af de løbende Regjeringsanliggenders Besørgelse under Kongens Ophold i Sverige blev udsat. Men et saadant Møde kom, som vi ville see, ikke istand, og den midlertidige Bestemmelse blev altsaa fremdeles i Kraft.
Om der forhandledes noget om Krigen med Rusland, og hvad der i saa Fald blev afgjort, vides ikke, men det synes umuligt andet, end at
- ↑ I den nedenfor omhandlede Erklæring af 4de September heder det nemlig: „at Officialen og Lagmanden i Norge begge tilsammen siddende i Kongsgaarden i Nidaroos skal legge Orskurd paa angaaende de omspurte Pengesekter hver sin Dag eller hver fin Uge, idet dog begge ere tilstede og samtykt-ende hver den andens Orskurd“. Dette er forresten noget afvigende fra Ordenes Lydelse i den egentlige Overeenskomst, hvor der ikke er Tale om „hver sin Dag“ eller „hver sin Uge“, men „hver sin Dom“ eller „hver sit visse Antal Domme“.
- ↑ Norges gl. Love, III. S. 161.
- ↑ Dipl. Norv. II. 222.
