saa det reent galt ud i dette Henseende. Her havde Kongen, som vi vide, allerede laant meget af Geistligheden, uden at det dog forslog; flere af Forloverne udbetalte paa egen Haand den Deel, der beregnedes at komme paa deres Part, for derved ganske at blive fri for enhver Forpligtelse, hvilket virkelig sees at have kunnet gaa an[1], men de, som ikke formaaede dette, havde endog som Gisler maattet stille sig i Fordringshavernes Varetægt, og holdtes tildeels endog i strengt Fangenskab, hvorover der opstod megen Utilfredshed og almindelig Klage, som om Kongen ikke vilde udløse sine Mænd[2]. Ikkedestomindre besluttede Kongen i Sommerens Løb at lade sig og sin Dronning krone i Stockholm med saa stor Pragt, som lod sig tilveiebringe. Muligt at det skete efter hans egne Mænds Ønske, og at disse ansaa det nødvendigt for at sikkre hans tilkommende Ætlinger den behørige Legitimitet, eller og kun betragtede det som en ærværdig gammel Skik, der ej kunde tilsidesettes: muligt og, at det skete efter Raad af Fyrst Albrecht. Men det lader til, at han ikke vovede at foretage et saa vigtigt Skridt, uden først at have indhentet de norske Herrers Samtykte, uagtet Handlingen egentlig kun vedkom Sverige. Det heder nemlig herom i de samtidige islandske Annaler, at „Kongen kronedes i Sverige med Raadsmændenes Raad i Norge“[3]
- ↑ See f. Ex. Markvard og Gotskalk af Kyrns Brev af 22 Aug. 1334, hvorved Israel Byrgessøn (St. Britas Broder) erklæres fri for hans Forpligtelse som Løftesmand eller Gisel for Skaanes Indløsningssum. Dipl. Sv. 3079. Hiin havde udbetalt sin Part med 450 Mk. Sølv, see Markvards Qvittering af s. D. Dipl. Sv. 3078.
- ↑ See Dipl. Sv. 3031, 3267, hvorom mere nedenfor.
- ↑ Saaledes Arne Magnussøns Afskrift af det nu tabte, sidste Blad af den bedste og paalideligste Annalredaction, den saakaldte Codex Regius. Der staar her udtrykkeligt: Magnús konungr korónaðr í Svíariki með ráðsmanna raði i Noregi. Scriptt. r. D. III. 134, den Arnamagn. Udgave, S. 243, not. b. Flatø-Annalerne og nogle andre mindre gode have derimod det modsatte: án erkibyskups ráði ok annarra valdsmanna i Noregi, d. e. uden Erkebiskopens og de andre mægtige Mænds Raad. Men da Cod. Regius ej alene heelt igjennem viser sig paalideligere end alle de øvrige, men og siden 1282 Tilførslerne endog vise sig at være næsten samtidige med Begivenhederne selv, hvorfor ogsaa herefter flere Hænder afløse hinanden, fortjener den ubetinget Tiltro fremfor alle de øvrige, der hyppigt fejle, og hvis Antegnelser desuden ere meget sildigere end Begivenhederne, og saaledes Afskrifter af eldre, nu tabte, Notitser. Nu kan man ikke vel tænke sig, at en samtidig Nedtegner vilde have skrevet með istedetfor „án“, thi han maatte vide bedre Besked, men derimod kunde det meget let skee, at sildigere Nedskrivere, der kjendte til den Splittelse, som senere opstod mellem begge Riger, og de Uroligheder, der faa Aar efter Kroningen fandt Sted i Norge, kunde læse „at“, der maaskee har staaet i den Text, de fulgte (at ráði eenstydigt med með raði) som án. Denne Læsemaade er dog siden bleven den mest udbredte, da Flatø-Annalerne vare
