ikke Folket selv til Gode. Ved Rigets nordøstlige Grændser var det nu altid uroligt og uhyggeligt: hvert Øjeblik skete der Indfald af Russer, Finner eller Kareler, og de norske Bosiddende følte sig aldrig trygge. Det var saaledes under temmelig mislige Omstændigheder, at Tolvmandsraadet tiltraadte Regjeringen.
Hvilke disse tolv Mænd vare, vides ikke ganske med Bestemthed, kun om de aatte af dem er man paa det Rene, nemlig dem, som den 20de April, atten Dage før Kongens Død, paa Tunsberghuus tilsvor ham at de vilde overholde hans Bestemmelser om Kongearven og Rigsstyrelsen, være enige og samraadige, styrke Kongens Arving, og ej inddrage Udlendinger. De vare: Cantsleren Ivar Olafssøn, Kongens Svigersøn Hafthor Jonssøn, Merkesmanden Paal Erikssøn, Bjarne Audunssøn. Anund Borgarssøn, Guthorm Kolbjørnssøn, Guthorm Helgessøn og Thorgeir Simonssøn[1]. At kun disse aatte aflagde Eeden, maa alene have sin Grund i den Omstændighed, at kun de have været tilstede. Af de øvrige fire synes det som Erkebiskopen, Rigets fornemste Mand næst Kongen, og den, der i visse Tilfelde ved Tronledighed havde at optræde som Rigsvikar, maatte have været een; men den Bestemmelse, at to Biskoper, ellers ikke hørende til Tolvmandsraadet, skulde deeltage i Kronens Guld og Sølv, gjør det troligere, at han alene paa denne Maade deeltog i Regjeringen, hvortil han ellers saaatsige var selvskreven. Dette skulde man ogsaa tro at maatte siges om Erling Vidkunnssøn, en af Norges rigeste og megtigste Magnater, og i alle Fald den højbyrdigste, som Giske-, Bjarkø- og Stovreim-Ætternes Hoved, hvem Kongen neppe kunde have forbigaaet, men det synes dog temmelig afgjort, at han ej var med i Regjeringen, og det er endog ikke usandsynligt, at netop denne hans Magt og Anseelse har gjort Kongen mistænkelig imod ham. Derimod synes man med temmelig Sikkerhed at kunne gjette paa Hr. Sæbjørn Helgessøn, der længe havde været en af Kongens højtbetroede Mænd, paa Magister Capellarum Provst Finn Halldorssøn til Apostelkirken i Bergen, der som Hovedet for den kongelige Capelgeistlighed ikke godt kunde forbigaaes, og paa Jon Bjarnessøn, den kongelige Fehirde i Bergen, der som saadan kaldte sig Fehirde i Norge, og altsaa betragtedes som Over-Fehirde; endelig paa Finn Agmundssøn af Hestbø, Sæbjørn Helgessøns Svigersøn, der tilligemed sin Broder Ivar Rova idetmindste senere optraadte som Erling Vidkunnssøns erklærede Modstander, og saaledes vel nu blev fremdragen, hvor denne tilsi-
- ↑ See ovenfor IV. 2. S. 641.
