derom. Han bestemte derfor nu med sit Raad, at al slig Uvane skulde aflegges; at Sveriges Almue skulde nyde ligesaa fuldstendig Fred som i hans Forfedres Dage, og at de, der reed med fulde Vaaben gjennem Riget, uden noget lovligt Erende, skulde rømme Riget; at ingen maatte ride med Storflokke gjennem Riget, men Biskoper, Riddere, Svene og andre nøie sig med et vist foreskrevet Antal Folk[1], at der skulde oprettes Taverneshuse i Byerne, hvor det var muligt; at al Voldgjerning skulde ophøre, og at Ingen maatte tage sig selv til Rette o. s. v. Med andre Ord: han paabød en almindelig Landefred, hvilken man tidligere ej havde nydt[2]. Denne Forordning giver et sørgeligt Billede af Tilstanden i Landet, og det er et Spørgsmaal, om den udrettede stort til Forbedring, siden Kongen selv klager over Vedkommendes Ulydighed. Dog skulde man antage, at idetmindste de Medlemmer af Raadet, som deeltog i Udstedelsen, hver i sin Kreds maa have anseet fra forpligtede til at efterleve og haandhæve den. Og i alle Fald aabenbarer sig her, som ellers, Kongens gode Vilje til at ophjelpe sit Land og forsvare de Ringere mod Stormændenes Anmasselser.
- ↑ Nemlig for en Biskop 30 Heste, Riddere og Svene af Raadet 12 Hefte, andre Riddere eg Sverre 6 Hefte, ringere Mænd 2 Heste.
- ↑ Dipl. Sv. 3175. Et Udtog af denne Forordnings Hovedbestemmelser er, aabenbart ved en Feiltagelse, kommen ind i to i temmelig sildige Tider skrevne norske Retterbotsamlinger, fem om den vedkom Norge, see Norges gl. Love III. 161, hvor Udtoget er aftrykt. Man kjender ved første Øjekast Udtrykkene igjen: „Kongen aflegger med sit Raad al ond Sedvane o. s. v.; – at al Sveriges Almue skal have saa god Fred som i Forfedrenes Tid – at de, som med fulde Vaaben ride gjennem Landet o. s. v., skulle rømme Landet“. Retterbotsamleren, der fandt denne Forordning under Kong Magnus’s Navn, har naturligviis troet, at denne har udstedt den i Egenskab af Norges Konge, og derfor antaget den at gjelde Norge. Men da en Forordning for Norge ej kunde indeholde nogen Bestemmelse om, at Sveriges Almue skulde have Fred for Sveriges egne Stormænd, maatte Samleren nødvendigviis komme paa den Tro, at den Fred, som her tilsagdes Sveriges Almue, var Fred i Norge, og derfor har han i Udtoget af denne Artikel endog tilsat „udi Norge“, saa at den kommer til at lyde „at al Sveriges Almue og Indbyggere skulle være faa fri og fellig udi Norge, og have faa god Fred, som de nogentid have haft i hans Forfedres Tid“. Man seer strax, at Artiklen, som den her staar gjengiven, er aldeles intetsigende, thi naar man ikke efter Unionen tilsagde Sveriges Almue bedre og større Frihed i Norge end under tidligere Konger, kunde der i alle Fald ej være Spørgsmaal om at tilsige en lige saa god, thi dette vilde forudsette, at den hidtil under Unionen havde været slettere end for. Men naar man ej ved Sammenligning med Texten i sin Heelhed knade overbevise sig om denne Feiltagelse, maatte man komme til den urigtige Sætning, at Sveriges Almuesmænd havde været udsatte for Mishandlinger i Norge.
