Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/205

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
187
1335. Kongen egter Blanche af Namur.

netop faldt over Hamburg, Lübeck eller andre mecklenburgske Havne, er intet rimeligere, end at Albrecht, Magnus’s tilkommende Svoger, kan have stiftet Bekjendtskab med dem og fundet det gavnligt at indlede et Giftermaal mellem Kong Magnus og deres Syster. Dog er det og heel tænkeligt, at de namurske Grever, der havde hjemme saa nær ved Holland og Flandern, kunne have indskibet sig i en hollandsk eller flandersk Havn for at gaa til Skaane eller Norge, og derfra til Østersøen, og at de saaledes personligt have gjort Bekjendtskab med Magnus[1]. Vist er det, at Giftermaalet maa være blevet aftalt og forberedt i Løbet af 1334 og 1335, og at Bryllupet maa have staaet seenhøstes i 1335, thi i et Brev, som Kongen den 7de November udstedte paa Baagahuus, og hvori han skjenkede de Kampenske Borgere sin Tilgivelse for nogle Forseelser, de Aaret forud havde begaaet paa Skanør Marked, siger han udtrykkeligt, at dette skete „paa hans kjære Hustrues Forbøn“[2], medens der i hans nysomtalte Brev af 25de Septbr. endnu ei er Tale om hende. Altsaa maa Blanche, om hvem det er vist, at hun kom fra en flandersk Havn[3], være landet i en eller anden Havn i Viken, og Bryllupet have været holdt mellem 25de Septbr. og 7de November, enten i Tunsberg, eller i Oslo, eller i Ljodhuus, eller paa Baagahuus; det sandsynligste er, at det skete paa det sidste Sted, og at Brevet er udstedt netop under Bryllupsglæden, medens Kongen selv var godt stemt og rede til at opfylde ethvert Ønske, hans unge, smukke Brud yttrede. Thi at hun var smuk, siges udtrykkeligt, saavelsom at hun besad megen Forstand, hvilket ogsaa hendes senere Ferd synes at bekræfte[4]. Hvor stor Medgift Kongen fik med hende, vides ikke, derimod er det sikkert, at hun fik en betydelig Morgengave, nemlig i Norge alene Tunsbergshuus og Tunsbergs

    dette Tog, T. I. S. 1038, uden dog at navngive Philip anderledes, end med Titelen Comes de Namen; denne Form, „Namen“, „Amen“, der ogsaa forekommer andensteds, synes at have været en i Nordtydskland brugelig Forvanskning af „Namur“; saaledes heder det og hos Detmar (S.240) om Blanche, at hun var „des Greven duchter van Ame“; og i Dipl. Norv. V. 181 kalder Kong Magnus to af Dronningens Brødre eller Frænder, som han tager i sin Tjeneste, Herrer „de Amen“.

  1. ↑ Dette vinder Bestyrkelse deri, at det, idetmindste i sildigere Tider, troedes i Belgien, at Philip kæmpede i Preussen under Magnus’s Banner; det heder saaledes i en Anmerkning hos Miræus til hiint Brev af Philip, at denne ved Guidos Død kaldtes tilbage fra Preussen, „hvor han var paa Krigstog med Magnus, Norges Konge, der havde egtet hans Syster“. Dette maa grunde sig paa eldre Optegnelser.
  2. ↑ Dipl. Norv. V. 111.
  3. ↑ Hos Detmar S. 240 siges det udtrykkeligt, at hun var „ute Vlanderen bracht“.
  4. ↑ See Ericus Olai, l. IV.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Side:Det_norske_Folks_Historie_2-1.djvu/205&oldid=197388»