ordnede, eller at tilstaa andre Rettigheder og Privilegier, uden at spørge Biskoperne ad og til stort Afbrek for disses Anseelse, ligesom overhoved til stor Forvirring i den kirkelige Styrelse, da det nu oftere og oftere hendte sig, at Personer, der havde været nede ved Curien og forstaaet at sette sig i Gunst ved det pavelige Hof, ikke sjelden Udlendinger og Æventyrere, kom tilbage med Provisionsbreve, der ofte ikke engang lød paa allerede ledigblevne Embeder, men paa det første det bedste af en vis anden Indtægt, der herefter blev ledigt, udtrykkeligt indeholdende den Bestemmelse, at hvis Biskop, Capitel eller andre retmæssige Autoriteter imidlertid havde truffet anden Forføjning, saa skulde den være ugyldig. Man indseer let, til hvilke Forvirringer dette maatte lede, og hvilke ubehagelige Sammenstød derved maatte fremkomme, naar en saadan Æventyrer i Kraft af et sligt Brev, han havde tilsneget sig, fordrede at indsettes i et Embede, som allerede ad lovlig Vej var blevet besat. Vel synes dette Uvæsen overhoved at have været sjeldnere i Norge end i Danmark og Sverige, for ej at tale om det øvrige Europa, men man undgik det dog ej, som vi i det følgende ville erfare. Lignende Excommunicationsstraf ipso facto fastsatte Concilstatuternes 4de Artikel for hvilkensomhelst Geistlig, der hos Kongen eller den verdslige Magt skaffede sig en Beskyttelse mod at straffes af sin rette geistlige Dommer for sine Overtredelser. Her har man maaskee nærmest haft den kongelige Capellgeistlighed for Øje. Cardinal Viljams Statuter bekræftedes paany, og strengt Forbud nedlagdes mod at forkynde utilbørlige Indulgenser. Nonneklostrene skulde holdes under streng Bevogtning og fast Clausur, isærdeleshed om Natten, saaledes at hverken Lægmænd eller Geistlige, regulære eller seculære maatte faa komme derind efter Aftensang, uden naar trængende Nødvendighed eller øjensynlig Nytte fordrede det, og dog ikke paa mistænkelige Tider eller Steder. Sligt Uvæsen maa saaledes have fundet Sted i Nonneklostrene. Ingen Prest eller anden Geistlig udenfor de egentlige Ordensgrader, der notorisk havde ligget i aabenbart Frilleliv indtil sit Yderste, maatte kunne jordes inden nogen Kirkes Mure eller Vegge, ligesaalidet som i dens Omgange eller Forhuus, hvor ydmyg Poenitens han end havde gjort. Efter de kirkelige Canones skulde de samme Klerkers saakaldte Deigjer eller Friller underkastes Skriftemaal som for Hoor og Helligdomsbrud, hvis Samlivet hidtil havde været hemmeligt, men bannsettes, naar det var aabenbart, og de ikke vilde ophøre med sin Synd. Biskoperne og deres Officialer skulde have eedsvorne Notarier[1]. Lægmænd maatte ikke faa Provstedømme eller befatte sig med andre geist-
- ↑ Disse Notarier vare, som vi allerede forhen havde omtalt, enten paveligt eller keiserligt autoriserede. Ingen anden kunde paa de Tider give saadan Auto-
