Ved Kong Haakons Død befandt Norge sig i en intet mindre end gunstig Stilling. Thronfølgeren, hans Dattersøn Magnus Erikssøn, var et treaarigt Barn[1], og hans Moder, under hvis Opsigt og Varetægt han efter den sedvanlige Tingenes Orden endnu en Tidlang maatte antages at skulle forblive, var en ung Kvinde, hvis hele følgende Liv og Handlinger altfor meget vidne om Letsindighed forbunden med Hensynsløshed og Herskesyge, til at man ej skulde være berettiget til at slutte, at hun var et af Faderen forkjelet Barn, hos hvilket hine Fejl tidligt kom til Udvikling, og som derfor vistnok allerede nu kunde vekke bange Anelser hos alle forstandige og mere fremsynede Fedrelandsvenner, saamegetmere som hun ej længer udelukkende tilhørte Norge, men ved sit Giftermaal med Hertug Erik var dragen ind i Sveriges Interesser, hvor hun, efter de sidste Begivenheder i dette Rige, endog indtog saagodtsom en Regentindes Stilling, saa at det højligen var at befrygte, at den beskedne Plads, Kong Haakons Regjeringsanordning anviiste hende i Norge, ikke vilde smage hende, og at hun derfor enten vilde søge at omstyrte Forfatningen til sin Nytte, eller blive aldeles ligegyldig og fremmed for sit Fedrelands Interesser, og paavirke sin Søn i samme Retning. Og i Sverige saa det meget uroligt ud. To Partier, Hertugernes og Kong Byrges, havde lige til for ganske kort Tid siden ligget i aabenbar Feide med hinanden, og uagtet vistnok det første, i hvis Spidse Hertuginden Ingeborg kunde siges at befinde sig, nu var saa overvejende, at det andet havde maattet nedlegge Vaabnene, kunde dette dog ikke siges ganske at være undertrykt, og havde desuden en Støtte i den forjagede Konges Svoger, Danekongen Erik. Og hvad mere
- ↑ Han var nemlig født i April eller Mai 1316, see ovenfor 17. 2. S. 286.
