geistlige og verdslige Herrer har været holdt eller idetmindste paatænkt at holdes seenhøstes i 1333 i eller ved Baagahuus, efter Foranstaltning af Hr. Ivar, som i den Anledning endog selv havde begivet sig til Bergen, neppe i anden Hensigt end personligt at opfordre de derværende Høvdinger til at møde, og at man ogsaa har ønsket den pavelige Nuncius’s Nærværelse. At saa store Ophævelser forudsette en klekkelig Aarsag, er klart, og som saadan ligger det da aabenbart nærmest at gjette paa hiin Demonstration fra Erlings, Hafthorssønnernes og Ulf Saxessøns Side. At disse maa have mødt en alvorlig Modstand fra de andre Høvdinger, er klart, thi hvis alle Norges Stormænd havde holdt sammen, vilde Kongen neppe have kunnet udrette noget imod dem; nu derimod have de ganske vist merket, at de befandt sig i Minoriteten, og derfor snart tabt Modet. Og da det af de Vidnesbyrd, der ere forhaanden om Kongens Reiser og de Steder, hvor han opholdt sig i denne Tid, er tydeligt, at han ikke selv kan have ledet de Skridt, der nødte Insurgenterne til at falde til Fode, kan man, naar man med hvad der tidligere er yttret om Hr. Ivar sammenholder den nys meddeelte Underretning, ansee det for temmelig vist, at det var ham, som her handlede paa Kongens Vegne. Opstanden sees heller ikke alene at have indskrænket sig til at de misfornøjede Herrer forholdt Kongen Tunsberghuus. De søgte ogsaa at sette sig i Besiddelse af andre faste Punkter. Af en pavelig Skrivelse, som den følgende Sommer udferdigedes til Biskop Hallvard i Hamar, og hvori de for nogen Tid siden forefaldne Begivenheder omtales[1], erfares det, at da Sigurd, ledsaget af mange Medforbundne og Medskyldige, tilfeldigviis mødte Biskopen, omgiven af sine Tjenere, tvang han dem alle, dog uden at tilføje dem nogen legemlig Fornær-
- ↑ Dette Brev, indeholdende Tilgivelse for Sigurd, er dateret 25de Juni 1334, grunder sig paa et Brev fra Sigurd selv, og omtaler Begivenheden som foregaaet „dudum“ d. e. ifølge Stilen i deslige Breve „for nogen Tid siden“.
der førte mig, 12 s. Gros de Tours; iligemaade betalte jeg 4 s. Gros de tours for 4 Tønder tydsk Øl, som jeg gav dem at drikke; iligemaade forærede jeg en af bemeldte Tjenere en Hest, der kostede 8 s. gros de tours. – Item den 6te November betalte jeg Føreren, der førte mig gjennem Sverige i 8 Dage med sine Tjenere 5 Guldgylden“. Her kan nu vel den Fortolkning muligviis fremsettes, at Biskoperne ej skulde forsamles til Mødet, men kun møde ham paa forskjellige Steder undervejs, men dette gjelder da paa denne Reise l alle Fald kun Biskopen af Stavanger, da Oslo og Hamar laa for langt af Vejen til at Nuncien kan have opsøgt dem i deres Hjem, og ere de komne ham i Møde, kan det neppe have været andensteds end efterat Søreisen var tilbagelagt. Under alle Omstændigheder sees de verdslige Høvdinger at have handlet under eet, og Ivar maa i alle Fald samtidigt med Nuncien have været confronteret med Biskoperne.
