den, som tilhørte Forbundets fornemste Stad, Lübeck, og denne, bekjendt under Navnet „Recessus Hansæ“, blev i forrige Aarhundrede – ubegribeligt med hvad Beføjelse – af den lübeckske Syndicus Dreyer foræret til Grev Holstein Lethraborg i Danmark og derved indlemmet i det lethraborgske Bibliothek, hvor den endnu forefindes og for ikke lang Tid siden paany er fremdragen, efterat den i mange Aar troedes tabt. Den omfatter Tiden fra 1361 til 1559. Alt, hvad den indeholder eldre end 1370, er aftrykt i den anden (diplomatariske) Deel af Lappenbergs Udgave af „Sartorius’s Geschichte der deutfchen Hansa“ tilligemed en heel Deel andre, i det lübeckske Archiv og andensteds opbevarede, Originalbreve fra samme Tid. Indeholdet af de enkelte i Recesser er ogsaa udtogsviis meddeelt hos Suhm. Forresten skal en fuldstændig Udgave af den hele Reces-Samling med det første være i Vente. – Endelig følger det af den nøje Forbindelse, hvori Kong Magnus og hans Søn Haakon kom med det mecklenburgske Fyrstehuus ved Magnus’s Syster Euphemias Giftermaal med Albrecht af Mecklenburg, og dennes derpaa grundede Bestræbelser for at sætte sin Søn Albrecht paa Sveriges Trone og siden befeste ham der, at ikke faa af de mecklenburgske Archivdocumenter fra den Tid oplyse Sveriges Historie og derved ogfaa blive uundværlige for Norges. Alle disse for Sveriges Historie vigtige mecklenburgske Brevskaber m. m. ere for et Par Aar siden blevne afskrevne og udgivne af den ovennævnte svenske Hiftoriograph, Mag. Styffe, Bibliotheks-Amanuensis i Uppsala, under Titlen „Bidrag till Skandinaviens historia urutländska arkiver“, Första delen, Stockholm 1859. Usandsynligt er det ej, at Eftergranskninger i flere nordtydske Archiver vilde kunne fremskaffe lignende, om ikke just saa betydelige og verdifulde, diplomatariske Hjelpemidler.
Af tidligere Forarbeider over denne Periode af Nordens Historie har jeg kun haft tvende, hvorfra nogen Hjelp og Vejledning var at hente, nemlig Lagerbrings svenske Hiftorie og den mesterlige historiske Udsigt, som Mag. Styffe har forudskikket den nysnævnte Samling. Lagerbring ragede uendelig langt over alle sine Samtidige i Anvendelfen af sund og skarpsindig historisk Kritik; han gik, naar han kunde, helst til Kilderne, og har ofte blottet sine Forgængeres Vildfarelser. Af disse er Messenius, Forfatteren af Scondia, idetheletaget den, som har gjort mest Skade, fordi han i dette Verk har sammenblandet sine egne Gjetninger og Antagelser med virkelige fra paalideligeKilder hentede Oplysninger paa en saadan Maade, at det er umuligt at see, hvad der kun er af ham selv, og hvad han andenstedsfra har hentet; han anfører nemlig aldrig nogen Kilde, ej engang i den saa-
