Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/139

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
121
1332. Kong Christophers Død.

vinde idetmindste noget af sin forrige Magt tilbage. Medens Grev Gerhard vendte sig mod Grev Johan, der laa med sin Hær i Oldeslo, brød Kongen med en sterk Hær ind i det Slesvigske, men ved Efterretningen herom ilede Grev Gerhard ham skyndsomst imøde, og slog ham, uagtet hans Overmagt, saa eftertrykkeligt paa Lohede nær ved Danevirke (30te Novbr. 1331) at hans Hær adsplittedes, hans Søn Otto fangedes, og han selv med sin eldste Søn Kong Erik i den daarligste Forfatning flygtede til Kiel. Ved Grev Johans Bestræbelser kom det vel atter til Fred, men med nye Opoffrelser fra Kongens Side (10 Januar 1331). Han maatte nu overlade Grev Gerhard hele nordre Jylland og Fyn med alle kongelige Rettigheder m. m. som Pant for 100000 Mi. Sølv, og det bestemtes udtrykkeligt, at Beltessundet og Vesterhavet skulde være Ydergrændserne for Grev Gerhards Besiddelser[1]. Kongen beholdt egentlig ikke mere tilbage af Riget, end Skanderborg, lidt af Laaland og“nogle Smaa-Øer. Ej længe efter døde hans Søn Erik, formedelst Følgerne af et Fald med Hesten, han under Flugten fra Slaget var kommen til at gjøre. Nedbøjet af dette, som saa mange andre haarde Slag, begav Kongen sig siden til Laaland, hvor endnu flere Sorger og Ydmygelser ventede ham[2]. Han døde endnu samme Aar[3] i Nykjøbing paa Falster (d. 2den August 1332) efterladende Riget i den sørgeligste Forfatning, udstykket mellem Fremmede og trykket af disses haarde Regimente. Grev Gerhard havde Nordre-Jylland og Fyn, samt Løfte paa Sønderjylland, hvis Hertug Valdemar døde uden retmæssige Arvinger, Grev Johan havde det meste af Skaane med Bleking, Sjæland, Laaland, Falster og Femern, Laurentius Jonssøn havde Langeland og Errø, og Hertuginde Ingeborg Sønderhalland, Samsø og Kalundborg m. m. De Danske selv sukkede under

  1. See Fredstractaten hos Suhm, XII. 383.
  2. Fornemmelig hans skammelige Tilfangetagelse ved Hennike Breide og Johan Ellemose, efterat de havde sat Ild paa Huset, hvor han boede.
  3. Christophers Dødsaar har været meget omtvistet, og henført til 1336 og 1334, og endelig til 1333, hvorved man er bleven staaende, fornemmelig henholdende sig til det ellers paalidelige Chronicon i Scr. R. D. VI. 524, men som dog stundom fejler i Aarstallene. Al Tvivl om at 1332 er det rette Aarstal maa dog nu ophøre, deels fordi det angives af den paalidelige Detmar S. 324, deels, og især, fordi Kongens Død i de første Dage af August omtales udtrykkeligt af Petrus Gervasii i hans hidtil ubekjendte Regnskabsbog, nemlig i den Afdeling, hvor han gjør Rede for sine egne Udgifter, og som næsten er en Art af Dagbog, i det Udgifterne opføres i chronologisk Orden. Saaledes seer man af Optegnelserne for 1332, at han den 6te Aug. var kommen fra Jylland til Lübeck, og at han herfra den 15de August sendte et Bud til Paven for at melde Kong Christophers Død, hvilken han saaledes da først havde erfaret. Her kan der ej være Tanke om nogen Fejltagelse.