den, saavelsom Giftermaalet og Hertugens formelige Tronfrasigelse fandt vel altsammen Sted i Ribe, i Februar 1330, thi den 25de Februar udstedte Kongen og hans Søn Kong Erik i denne By et aabent Brev, hvorved de overdrog Grev Gerhard som arveligt Lehn hele Fyn med al kongelig Rettighed, imod den sedvanlige Lenspligt af Krigstjeneste, dog saaledes, at hvis Hertug Valdemar døde uden Arvinger, skulde Greven give Fyn tilbage og i dets Sted faa Sønderjylland[1]. Saaledes var da omsider Freden gjenoprettet i det haardt hjemsøgte Rige, men paa den Viis, at Kongen kun havde beholdt den mindste Deel tilbage for sig, medens tydske Herrer fordetmeste raadede i de øvrige Landsdele. Ej længe efter (d. 30te Mai 1330), døde Hertug Knut[2], uden saaledes at faa nyde stort godt af al den Magt og ydre Glands, som han ved flere Aars rastløse Stræben og uden Hensyn til Midler havde søgt at erhverve sig. Efterretningen om hans Død har sikkert af alle Velsindede i Norden været modtagen med Glæde, thi han var upaatvivlelig den talentfuldeste og rastløseste af alle Urostifterne. Derfor kan det vel og medføre Sandhed, hvad de islandske Annaler berette, at han blev forgivet. Han efterlod af sit Egteskab med Ingeborg to umyndige Sønner, Haakon og Knut. Hertuginde Ingeborg beholdt hans Besiddelser i Danmark, hvor hun fremdeles vedblev at have sit faste Ophold, idet hun kun en Gang imellem besøgte sin Søn Kong Magnus[3]; den Del af Nordre-Halland derimod, som Knut hidtil synes at have besiddet, faldt nu tilbage til Kong Magnus, hvilket allerbedst sees deraf, at der allerede den 21 Juli 1331, ifølge en i Kongens Navn til Curien indgiven Ansøgning, udstedtes en pavelig Bulle, der bemyndigede Biskopen af Skara til at erklære Nordre-Halland, saasom det nu tilhørte Kong Magnus og altsaa laa udenfor Danmarks Grændser, fritaget for at ligge under det Interdict, der ellers skulde hvile over hele Danmark formedelst Biskop Tukes Fængsling[4]. Men fremdeles betragtedes dette Landskab som en svensk Provinds eller et Tilbehør til Sverige, uagtet det oprindeligt var overdraget til Kong Haakon i Norge,
- ↑ Huitfeld, S. 451, Suhm, XII. 202.
- ↑ Detmar, S. 229, siger at han døde ved Pintsetider, og første Pintsedag 1380 falder 27de Mai; i obituar. Eccl. Hafn. Scr. R. D. VI. S. 374 nævnes som hans Dødsdag 30te Mai, altsaa Onsdag i Pintse-Ugen, hvilket ganske stemmer med Detmars Udsagn.
- ↑ De faa Breve, man i de nærmeste Aar efter denne Dag har fra Hertuginden, ere nemlig daterede fra Danmark, men man seer af Petrus Gervasii Regnskabsbog, hvorom nedenfor, saavelsom Dipl. Sv. 2992, at hun 8de–23de Juni 1333 var hos sin Søn, paa Lindholmen ligeoverfor Gullberg (nu Gøteborg) ved Gøta-Elven. I Marts 1334 var hun i Stockholm. (D. Sv. 3041–3048.)
- ↑ Dipl. Sv. 2864, efter Raynalds Annaler XV. p. 431.
