thorm Paalssøn, om hvilken der i det Efterfølgende vil blive Tale, men som hyppigere benævnes slethen „Provst“, end „Magister Capellarum“, maaskee et Tegn paa, at denne Verdighed nu, efter den for samme mindre heldige Udgang af Striden mellem Provst Finn og Biskoperne i Bergen, ikke længer svarede til, hvad Indstifteren, Kong Haakon derved havde tænkt sig, og derfor heller ikke mere stod saa højt i Folkemeningen, som tidligere.
Under disse forholdsviis fredelige Begivenheder – thi endogsaa den heftige Tvist mellem Drottseten og-Geistligheden førtes og endtes dog uden egentlige Voldsomheder fra nogen af Siderne –, havde Danmark atter været Scenen for store Uroligheder, og disse Tildragelser maa vi her korteligt berøre, da de ej undlod, middelbart at udøve nogen Indflydelse paa, hvad der skete i Kong Magnus’s Riger. – Medens den landflygtige Kong Christopher ej uden Held søgte at vinde Tilhængere baade i og udenfor Danmark, blandt hvilke Biskoperne af Ribe og Aarhuus, og mange megtige Adelsmænd, begyndte det danske Folk at føle den hjerteligste Lede til det Herredømme, som Holstenerne ved Grev Gerhard nu førte iblandt dem, og da denne vovede at paalegge de sjælandske Bønder en ny Skat, gjorde de Opstand. Greven slog og adsplittede dem vel (1ste Sept. 1328)[1], men det lod dog nu til, at Kong Christopher kunde regne paa Stemningen i Landet, og han begav sig derfor til Lübeck, for at forlige sig med sin Halvbroder Johan, og hos ham faa Hjelp til at vinde Riget tilbage. Et saadant Forliig kom ogsaa virkelig istand, dog kun med store Opoffrelser[2], thi mod at faa en Pengesum laant, og Grevens Løfte om at staa ham bi til sit Riges Gjenerobring, pantsatte han ham Laaland med alt Tilliggende, det vil sige, hvad han allerede havde faaet af Kong Valdemar. Johan lovede nu ogsaa at forlige ham med Grev Gerhard, og da denne, som det heder, saa, at de Danske ej var at lide paa, bestemte han sig omsider dertil, altsaa med andre Ord at slaa Haanden af Kong Valdemar, dog mod den betydelige Sum af 80000 Mk. Sølv, for hvilke Grev Johan maatte stille Sikkerhed, da Kongen ingen havde at byde. Nogen egentlig Over-
