paa en Maade, som begge kunde være tjente med[1]. Formodentlig blev det da ved den af Erkebiskopen trufne Bestemmelse. Men det maa dog siges til Audfinns Roos, at det spendte Forhold, hvori han stod til Drottseten og tildeels til Erkebiskopen, dog ikke synes at have afholdt ham fra at udføre den ham overdragne Bestilling som en af dem, der paa Kronens Vegne modtog Halvdelen af Pavetienden, med Iver og Redelighed. Det kommer her rigtignok an paa, om ikke maaskee Kronen allerede tidligere havde faaet et Forskud af Geistligheden, og det, der kom ind fra Collectorerne[2], nu derfor kun tjente til Gjenbetaling af dette, thi i saa Fald vilde alene Hensyn til egen Fordeel have været tilstrækkelig til at fremvirke den største Iver hos Modtagerne.
Til Audfinns senere Aar henhører og, som det lader, et Forliig, der ved Voldgift afsluttedes mellem Chorsbrødrene ved Christkirken i Bergen og Predikebrødrene, og hvorved der da omsider blev gjort Ende paa de idelige Tvistigheder mellem begge Parter. Dagen og Aaret, naar Forliget kom istand, angives vel ej[3], men man synes af den Omstændighed, at Hofmændene og Gaardejerne, der ej vilde yde Gaarde-Tiende, holdt sine Sammenkomster hos Predikebrødrene, som ovenfor nævnt, at kunne slutte, at Forholdet mellem disse og Seculargeistligheden paa den Tid endnu var meget spendt, og følgelig at det Forliig, hvorom her er Tale, da endnu ikke var sluttet. Blandt de forskjellige i Forliget fastsatte Punkter, hvoraf enkelte ere ubetydelige nok, f. Ex. om en Vej mellem Predikerklostret og Biskopens Naust, og om de Chorsbrødrene tilhørende Huse paa Christkirkegaarden, fra hvis Priveter Ureenligheden flød ned i Predikebrødrenes Have, hvilken Ulempe Chorsbrødrene nu maatte afhjelpe. Af de øvrige ere disse de merkeligste: at begge Parter ej skulde forstyrre
- ↑ Breve af 7de Nov. og 6te Dec. 1329, Dipl. N. V. 82–83.
- ↑ See herom det ovenfor anførte Brev af 11te Febr. 1329 saavelsom Brev af 26de Der. 1328 og 17de April 1329, Dipl. N. IV. 182 og 186. I det første (hvorom mere herefter) forbyder Erkebiskopen de af de forrige Nuncier udnævnte Collectorer at oppeberge mere end Halvdelen af den Pavetiende, de indsamlede, men ifølge Pavens Bud at afgive den anden Halvdeel til Biskop Audfinn. I Brevet af 11te Febr. see vi Audfinn modtage Tienden fra Orknø, og i Brev af 17de April 1329 fra Stavanger. Endvidere befalede Erkebiskopen ved det ovenomtalte Brev af 26de Der. 1328 Thorgeir Tovessøn Klerk at udbetale til Biskop Audfinn i Bergen 300 Mk. af Hertugindens Gods som Refusion for hvad hun havde laant i Oslo af den kongelige Halvdeel af Pavetienden. Dipl. N. IV. 183.
- ↑ Forliget er aftrykt i Langes Klosterhistorie (eldre Udgave S. 520 fg.) efter Barthol. E. 165–171. Det findes rigtignok her (altsaa oprindelig i Copibogen) umiddelbart foran et Brev af 1322, og ligeledes, tilsammen med Predikebrødrenes Klage af 1280–89 efter Andre af s. Aar, saaat man kunde fristes til at antage, at det tilhører dette Aar, hvilket da faar staa ved sit Verd.
