som maa man være med at love for meget, hvor, som her, endog Materialiernes Fremfindelse ej alene er et vidtløftigt, men tildeels endog et meget prekært Foretagende, der under gunftige Omstændigheder maaskee kan gaa let fra Haanden, men under ugunstige – og dette lader sig ikke altid forud beregne – kan medtage en uforholdsmæsfig og aldeles uventet lang Tid. Saaledes satte jeg mig da nærværende beskednere Maal, uden dog at opgive Haabet om, ogsaa med Tid og Stunder at gaa videre, idet jeg tillige havde for Øje den Fordeel, som det for Skriftets Læsere vilde medføre, at kunne anskaffe sig en enkelt Rekke deraf, uden at være bunden til at kjøbe faavel alle den foregaaende, som de muligtviis efterfølgende Dele af et Verk, der allerede nu er svulmet op til et betydeligt Omfang, og, hvis det nogensinde naar sin Fuldendelse, sandsynligviis vil være det vidtløftigste, og saaledes ogsaa vel det kostbareste, som nogensinde er kommet fra en norsk Presse.
Hvad de af mig benyttede Kilder angaar, da ere de for det meste de samme eller af samme Slags, som de, der ligger til Grund for min Bearbeidelse af første Rekkes fyvende eller sidste Afsnit, og saaledes paa det nærmeste omtalte i Fortalen til fjerde Deels andet Bind. Jeg behøver derfor ikke her at udbrede mig vidtløftigt derover, især da jeg ogsaa i Noterne, hvor Kilderne paaberaabes, har anført hvad der er nødvendigt til at bedømme de enkelte Angivelsers Vegt og Paalidelighed. Brevskaber og annalistiske Optegnelfer udgjør Hovedmassen. Saga-Rekken ophører, som bekjendt, først med Biskop Laurentius’s Saga, ved Aar 1331, men da alt, hvad der i denne Saga ikke strengt taget vedkommer de kirkelige Anliggender, og navnlig alt, hvad der vedrører Norges verdslige Historie, kun er meddeelt i annalistisk Form, kan den fra vort Standpunkt ikke betragtes anderledes end som et Annalverk, navnlig hvad dens senere, os her nærmest vedkommende, Halvdeel angaar. Den hidrører desuden ogsaa fra en af de bekjendte Annalforfattere, nemlig den anseede islandske Prest Einar Havlidessøn, hvorom der i dette i Bind oftere er Tale, og hvem vi ligeledes skylde de paalideligste Aarbøger over de islandske og tildeels norske Begivenheder, den senere saakaldte „Lagmands-Annal“. Af hvilken Vigtighed disse, saavelsom de øvrige endnu opbevarede islandske Annaler have været for os ved Udarbeidelsen af dette Bind, vil noksom sees af de hyppige Paaberaabelser. Skade, at Benyttelsen deraf endnu er forbunden med store Vanskeligheder, eftersom der ikke findes nogen nøjagtig og velredigeret Udgave af dem. To af de bedste Bearbeidelser, nemlig Annales regii, faaledes kaldte fordi de opbevares i det kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, og Annales
