kebiskoppen bød dem Penge, hvis de vilde skaane Hertugen og tilstaa ham Grid for at begive sig til Kongen. . De vilde ikke, uden paa den Betingelse, at han satte hele St. Olafs Helligdom i Pant til at indestaa for at Hertugens Løfter ikke bleve brudte[1]. Men nogle agtede i deres Hidsighed ej engang paa Erkebiskoppens Ord, og satte Ild paa Klostret. Andre forsøgte vel at slukke, men Ilden greb om sig. Da Hertugen merkede dette, bød han sine Mænd at gaa ud. Selv gik han, som det synes, først, fattet i sin Skjebne. Han holdt et Skjold for Ansigtet, og sagde kun: „hugg mig ikke i Ansigtet, thi det plejer man ikke gjøre ved Høvdinger.“ Birkebeinerne fældte ham og alle dem, der gik ud med ham, sandsynligviis de samme, der havde holdt ud med ham i Skoven, nemlig Sone Siik, Eystein Orre, Aslak Dyntil, Hallkell paa Rygin, Hallvard Koll, Bruse Dytt og Arne Matjall. Mester Berg, hans Sekretær, blev haardt saaret, men kom sig igjen. Saa snart Hertugen var falden, vilde Birkebeinerne slukke Ilden, men forgjeves. Hele Klostret brandt ned (24 Mai 1240).
Hertugens Lig blev baaret paa et Skjold til Byen, klædt og henlagt i Nikolai-Kirke paa Kongsgaarden. Morgenen efter henvendte Aasulf og de øvrige Birkebeiner-Høvdinger sig til Erkebiskoppen om Absolution for den Overlast, Klostret tildeels mod deres Vilje havde lidt. Men det holdt haardt for dem at faa den, og de fik den kun midlertidigt, indtil de havde talt med Kongen og erfaret hvad han vilde foretage i denne vanskelige Sag. Det endelige Udfald er ikke bekjendt, men man maa vel antage, at de ej ere slupne derfra uden betydelige Bøder og Gaver til Kirken, af hvilke dog vel Kongen, i hvis Interesse Ulykken var skeet, har udredet en god Deel. Siden gik Hertugens Begravelse for sig med al sømmelig Pragt. Han blev begraven i Christkirken paa Sydsiden af Choret, nedenunder det Sted i Steenveggen, hvor han selv havde ladet sin Broder Kong Inges Lig begrave. Erkebiskoppen, alle Chorsbrødrene og mange andre Gejstlige, de fleste af Bymændene, ja endog mange Birkebeiner fulgte ham[2].
Hertug Skule var, da han faldt, kun 51 Aar gammel[3], altsaa
- ↑ Det skulde næsten synes, som om dette blev sagt ironisk, fordi man var saa vant til at Hertugen brød sine Løfter. Thi man kan neppe antage det for Birkebeinernes Alvor, at Erkebiskoppen skulde kunne pantsætte St. Olafs hele Helligdom.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 239–242. Hertugens Død omtales ogsaa i de danske Annaler for Rykloster og i Detmars lybekske Chronica.
- ↑ Dette angive alle Codices, paa een nær, der gjør ham ved hans Død til 53 Aar gammel, hvilket umulig kan være rigtigt, da han i saa Fald maatte være fød 1187; og dette lader sig ej tænke, da Baard, hans Fader, først i Slutningen af 1184 blev gift med Sverres Syster Cecilie, og efter hendes Død med sin anden Hustru Ragnhild havde tre Sønner, førend hun fødte Skule.
