dem, men mistede tvende Mænd, Ivar Hjalmhuus og Bjørn af Hov, begge kongelige Hirdmænd, og Hertugen, der havde en god Brynje og sterk Vaabentrøje, red lige ind paa dem, saa at de maatte trække sig op i Fjeldliden. Dog udsatte han sig herved for meget; over tyve af dem skøde paa een Gang efter ham, saa at hans Skjold ganske blev besat af Pile, hans hvide Hest, ved Navn Fot, styrtede under ham, truffen af tre Brodde, der stode ind lige til Rørbaandene, og han selv fik et Broddskud gjennem Benet ved Anklen. Paa denne Maade slap Vaarbelgerne over Broen. Asvard Harm, en af Hertugens Mænd, vilde plyndre den dødeligt saarede Ivar Hjalmhuus, da i det samme Peter Skulessøns Merkesvend Arne Laage kom til, og vilde give Ivar hans sidste Rest; men Hugget traf Asvards Arm, saa at den næsten gik af, og da dette Saar gjorde det umuligt at føre ham stort videre, maatte Vaarbelgerne lade ham blive tilbage paa Steig, hvor de forfølgende Birkebeiner siden dræbte ham. Hertugen fik sig en god Hest i den dræbtes Sted[1], og fortsatte uden videre Hinder Rejsen nordefter. Birkebeinerne forfulgte ham ikke længer end til Fjeldet. Fra Fjeldet sendte Hertugen endeel Folk i Forvejen under Sigurd Hiit og Bruse Dytt: de fandt i Opdal en kongelig Hirdmand ved Navn Halldor og dræbte ham. Siden kom Hertugen selv, og overnattede paa Vang, derfra drog han den følgende Dag videre. Men da han kom til Nidaros, hvilket vel kunde være mod Slutningen af Maaneden, sporede han en stor Forandring i Almuens Stemning imod ham. Deels harmedes mange over at de for hans Skyld havde mistet Venner og Frænder i Oslo, deels havde man under Kongens sidste Ophold erfaret den rette Sammenhæng med meget af det, Hertugens Mænd havde forebragt paa Ørethinget[2], og man kunde skjønne, at man for en stor Deel var ført bag Lyset. Dette maatte nødvendigviis sætte ondt Blod, hvortil ogsaa kom at de fleste nu ansaa hans Sag haabløst fortabt, og ikke vilde udsætte sig for Ubehageligheder ved at føre Krig mod Kongen for hans Skyld. Han mødte saaledes overalt mørke Ansigter, følte sig forladt og blev mismodig. Han holdt Bord i den saakaldte Breidestue i Kongsgaarden, men talte kun lidet
- ↑ Denne Hest, der skal have været bruun af Farve, hed, siges der, Gautstav (d. e. Gøtstav, Gustav): et Tegn paa, at den har været en af de for sin Raskhed i hine Tider bekjendte vestgøtiske Heste.
- ↑ Hertil hørte vel og Skules Klage over at Kongen vilde fratage ham hans Trediedeel af Riget, hvilket kun vel bestod deri at Kongen, da den nye Overeenskomst traadte i Kraft, har ladet bekjendtgjøre i Thrøndelagen, at derfra nu af ej skulde svares Afgifter udelukkende til Hertugen, men fra de to Tredjedele af hver Syssel til Kongen, samt af Hertugens Part ej mere end af Kongens. Det er ikke usandsynligt, at Hertugens Mænd have søgt at fremstille dette for Almuen, som om Kongen berøvede Hertugen hans Len.
