Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/987

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
969
1240. Slag i Oslo.

treffe, gav Hertugen sig paa Flugt med alle dem, der vare hos ham. Imidlertid bar der kommet flere Folk til Kongen, og han befalede nu Thorstein at sætte efter Hertugen med Merket og Størstedelen af det tilstedeværende Mandskab, medens han selv blev tilbage, da han, som han sagde, ikke vilde forlade Kirkegaardsporten, førend den var indtagen, saa at man ikke behøvede at frygte for et Angreb bagfra. Vaarbelgerne havde imidlertid slaaet Porten i Laas, da de ej længer kunde udholde Anfaldet. Kongen, hvis Skare forsterkedes, først med Gunnar Kongsfrændes, siden Gaut Jonssøns Trop, satte nogle til at angribe Porten, medens han lod Bueskytter begive sig op paa de nærmeste Huse, for at drive dem bort, der bare Vaaben paa Birkebeinerne. Samtidigt kæmpedes der ligesaa heftigt paa Nord- og Vestsiden af Kirkegaarden. Knut Jarl og Lendermændene, der stevnede op fra Bryggerne, mødte ved Mundingen af Vestre-Stræde Olaf af Vigdeild med hans Skare, og her fik Birkebeinerne en saa meget haardere Dyst at bestaa, som en Mængde Vaarbelger havde besat det høje, til Bispegaarden hørende Kastell, der ved en Gang var forbundet med Hallvardskirkens Loft, og fra hvilket de lode en Mængde svære Stene regne ned paa Angriberne. Endelig maatte flere af Vaarbelgerne ogsaa her trække sig ind paa Kirkegaarden, medens Olaf af Vigdeild med sin Trop flygtede op ad Martestokke til nordenfor Kirkegaarden, og Arnfinn Thjovssøn tyede til Nonneklostret, hvor han søgte Beskyttelse i Kirken. De fleste, saavel af den ene som af den anden Afdeling, stevnede dog op ad Gaderne[1], og derved samlede der sig efterhaanden saa mange Folk om Hertugen, at Thorstein Heimnes, der skulde forfølge ham, ikke troede sig mandsterk nok, men sendte Aasulf Stryk ned til Kongen for at bede om Forsterkning. Kongen sendte Gaut Jonssøn, der netop kom op i Gaderne samtidigt med Olaf af Vigdeild fra Vestre Stræde, og denne kunde ikke frelse sig anderledes end ved at styrte ind i Laurentii Kirke[2] med sine Mænd, af hvilke flere endog dræbtes udenfor Kirkegaarden. Gaut spurgte ham om han mistede Grid. Da Olaf svarede Ja, raadede Gaut ham til at holde sig i Kirken. Hertugen standsede oppe paa Martestokke, hvor saa mange Folk samlede sig til ham, at han i Førstningen tænkte paa at sætte sig til Modværge. Men da han saa Gaut Jonssøn komme og Thorsteins Skare idelig at voxe, tabte han Modet, og flygtede op ad Landet med de Folk, han havde hos m, hvoriblandt Lendermændene Baard Varg, Baard bratte, Erling Ljodhorn og Vesete litle, den sidste

  1. Ved „Gaderne“ forstodes, som sagt, ikke hvad vi nu kalde „Gader“, men den indhegnede Landevej, der over Martestokke førte videre op i Bygden.
  2. Denne Kirke med tilhørende Hospital maa altsaa have ligget i Strøget mellem den nuværende Bispegaard og Galgebjerget.