beinernes Hovedhær[1]. Efter at have befriet Alf, rykkede Hertugen videre gjennem Hedemarken til Hamar, hvor han synes at have opholdt sig i nogle Dage, for at drage Stridskræfter til sig. Her kom Vesete litle til ham fra Marker, hvor han siden Nederlaget paa Solbserg havde opholdt sig, som det tidligere er berettet. I den anden Faste-Uge brød Hertugen op fra Hamar og drog til Eidsvold, samt videre syd over Raumarike, idet han lod Alf af Leivastad drage forud for at spejde. Alf mødte nogle Folk, som Knut Jarl havde udsendt fra Oslo i samme Erende, og det kom til en Fegtning, hvorved en af Alfs Mænd blev tagen til Fange. Denne Mand blev siden dræbt i Oslo af en Mand i Jarlens Hær, der havde noget udestaaende med ham. Da Hertugen forlod Eidsvold, kom en dansk Prest, ledsaget af nogle faa Folk, til ham fra Knut Jarl, med det Forslag at de skulde mødes og holde Slag paa de saakaldte Leiraa-Volde. Antog Hertugen Forslaget, kunde man da paa begge Sider ruste sig som bedst og træde Sneen behørigt ned, men ikke søge at overrumple hinanden, førend dette Møde var prøvet. Hertugen lod svare, at han modtog Forslaget og skulde ingen Ufred øve, førend Slaget var holdt. Imidlertid rykkede han frem til Laaka ved Nannestad[2], hvor han overnattede (5–6te Marts). Næste Dag kom Presten tilbage med yderligere Forslag fra Knut Jarl om Opstillingen af begge Hære, nemlig saaledes at Hertugen selv skulde rejse sit Merke mod Jarlens, Kjertesveiner stilles mod Kjertesveiner og Gjester mod Gjester. Til Vejledning derved lod Jarlen meddele, at hans Kjertesveiner skulde have et guult, og Gjesterne et sort Banner. Hertugen synes at have ytret nogen Mistro til alle disse Forslag, siden Presten bad ham at lade en Mand følge med, der kunde høre dem af Jarlens egen Mund. Hertugen sendte en vis Kaare, kaldet den eenhændte. Men de vare ikke komne langt fra Gaarden, førend de allerede saa Birkebeinernes Bannere nærme sig. Presten undskyldte sig med at Jarlen var hurtigere, end han selv tidligere havde sagt, og bad Kaare skynde sig tilbage for at melde Hertugen, hvad han havde seet. Det skede, og Hertugen lod nu sine Folk rykke frem af Skoven ud paa den tilfrosne Leir-Elv. Birkebeinerne stevnede op ad Leira, ligeledes paa Isen,
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 237. Gregorius’s Fader, Hr. Andres, havde, som bekjendt, længe opholdt sig i Danmark, og havde vel saaledes stiftet mange Venskabsforbindelser der, hvoraf Sønnen nu nød godt. Hans Rejse fra Norge var sikkert kun en uoverlagt Ungdomsstreg, og hans lange Ophold i Danmark kan forklares derved, at han ikke vovede at komme tilbage af Frygt for Kongens Vrede. Bjarne Mosessøn sees oftere at være brugt i Sendelser til Danmark.
- ↑ Saavel heraf, som af andre Omstændigheder sees det, at Landevejen fra Eidsvold i den Tid gik om Nannestad Kirke, ikke, som nu, om Trygstad.