Valdres, maatte underkaste sig, og vare for Øjeblikket i hans Vold[1]. Denne Underlæggelse, som den kaldes, kunde dog ikke i sig selv have stort at betyde. Den bestod kun deri, at Bønderne, hvor han kom med sin Flok, for at undgaa Ubehageligheder erkjendte ham for Konge og vedtoge at udrede til ham en vis Ydelse i Penge eller Penges Værd, og at han imidlertid benyttede sig af Kongsgaardene som sin retmæssige Ejendom. Men dette var ogsaa alt, thi hans Flok var for liden til at han kunde forblive længe paa et Sted, end sige efterlade nogen Afdeling for at holde et Landskab besat, og naar han da var borte, blev alt igjen som det var før. Imidlertid var hans Fremgang unegtelig meget stor i Forhold til hans faa Stridskræfter, og man indsaa at den næsten ene og alene skyldtes hans overlegne Klogskab. Derved vandt han manges Tillid og Beundring, og der samlede sig flere under hans Banner, saa at Flokken nu udgjorde 360 Mand. Men ogsaa dette var visselig en liden Haandfuld Folk til at udføre et saa stort Verk, som det, han havde fore, og Krigen kunde derfor endnu en Tidlang kun bestaa i Strejftog og Iilmarscher, som hidindtil[2].
De Lendermænd, der toge Flugten paa Saastad, begave sig til Orm Kongsbroder, der vel imidlertid forberedede sig til et nyt Tog mod Sverre. Men kort efter kom Kong Magnus og Erling Jarl selv til Viken, og da de her fik høre, hvorledes Birkebeinerne spillede Mester
- ↑ I Sagaen nævnes udtrykkeligt Østerdalene. Dog menes vel her nærmest til Elverum, der selv er saa godt som en Deel af Hedemarken. Valders omtales ej paa dette Sted, men det heder strax nedenfor, at han ved Tilbagekomsten tog Vejtsler paa sine Gaarde i Valders.
- ↑ Sverres Saga Cap. 17. Det er en Omstændighed, der ej bør oversees, at da Beretningen i Sverres Saga gjør ham til sin Hovedperson, medens Magnus Erlingssøns Saga derimod lader Alt dreje sig om denne, antager ogsaa Fortællingen ved det Punkt, hvor Magnus Erlingssøns Saga slutter og Sverres begynder, en forskjellig Charakteer. Der dvæles nu mere ved Birkebeinernes Vandringer og Æventvr, medens de forhen kun omtaltes i Korthed, og paa den anden Side nævnes der ej synderligt om Magnus og Erling, uden naar de komme i Berørelse med Sverre og Birkebeinerne. Det maa ellers ansees vist, at der maa kunne have været ligesaa meget at fortælle om Birkebeinernes første toaarige Ophold i Viken og deres Færd til Throndhjem under Eystein, som om deres senere Vandringer under Sverre, men alt affærdiges med muligste Korthed. Dette maa nødvendigviis udøve en Indflydelse paa alle senere derpaa byggede Fremstillinger., da der nu ej længer gives Kilder, hvoraf det Manglende kan udfyldes.
