afdøde Mand Jon Sigurdssøn[1], medens Aasulv, der havde faaet den med sin Hustru Baugeid, Jons Datter, ikke nu paa een Gang vilde give Slip paa den, og paastod, vistnok med Rette, at den var Baugeids Fædrenearv. Herom blev der holdt mange Moder, uden at man kunde komme til nogen Enighed; endelig tilbød Aasulv andre Gaarde, som Klosteret kunde faa, imod at han beholdt Austraat; og uagtet Hertugen modtog dette Tilbud, var det dog forbi med deres Venskab, og Aasulv blev fra denne Tid af en erklæret og ivrig Tilhænger af Kongen. Dette maa have gaaet Skule meget nær, saa at han neppe nærede synderligt venlige Følelser mod Kongen, da han efter Aftale kom til ham i Bergen længer ud paa Sommeren. Der fortælles ogsaa udtrykkeligt, at uagtet de tilbragte hele Sommeren og Høsten sammen med hinanden og deres indbyrdes Forhold var taaleligt, saa var det dog langt fra, som da deres Forstaaelse var paa det bedste. Rimeligviis har vel ogsaa Snorre Sturlassøn, der var Kongen intet mindre end god, bidraget til at sætte Hertugen op mod ham, ligesom Hertugens Venner fandt at Kongens Lendermænd lagde til værste for Hertugen. Den sidste Tid af sit Ophold i Bergen, fra Vintrens Begyndelse, tilbragte Hertugen mestendeels ombord paa sine Skibe, for, som det hed, at gjøre dem rede til Afrejsen. Da han endelig ved Mortensmessetider forlod Bergen, medtog han hemmeligt, og som det næsten lader efter forud truffen Aftale, tvende Mænd, der formedelst Drab eller andre Misgjerninger vare blevne fredløse, men hidtil havde unddraget sig den fortjente Straf ved at opholde sig i en Kirke[2]. At Hertugen saaledes, strax efter Afskeden fra Kongen, aabenbart kunde trodse hans Myndighed, vidner tilstrækkeligt om, at denne Afsked selv ikke kan have været stort venlig paa nogen af Siderne. Der tales heller ikke om, at de aftalte noget nyt Samvære, og de saaes heller ikke oftere som Venner. Hertugen vendte tilbage til Throndhjem, hvor hans Mænd nu gave deres Harme Luft i alle Slags Udfald mod de kongelige Lendermænd, hvilke, som de paastode, især havde været Skyld i den slette Forstaaelse mellem Hertugen og Kongen. Fornemmelig klagede de over Gaut Jonssøn paa Mel. Ogsaa Hertugens islandske Venner toge ivrigt Deel i disse Samtaler og ydede deres Skjerv med for at nedrive Kongens Omgivelser. En Dag spurgte
- ↑ Om Aasulv og hans Frændskab, se ovenfor S. 580, 654.
- ↑ Den ene af disse hed Roald, Broder af den kongelige Høvding Aasulv Stryk; han var, heder det, falden i Kongens Unaade for sin tøjleløse Ferd, og Kongen vilde ikke længer at han skulde være i Landet, men han holdt sig i en af Bergens Kirker. Den anden, Sigurd Kerra, havde begaaet et Drab i Haalogaland, og laa nu i Christkirken. Da Hertugen og hans Mænd gik ned til Skibene og kom forbi Christkirken, sluttede Sigurd sig til dem, og blev med ombord. Roald var allerede kommen ombord, og begge fulgte med til Throndhjem.
