som en fortærende Brand rundt om langs Breidafjorden, og nøjedes ej med alene at tage Løsøre fra alle dem, han beskyldte før at have været i Ledtog med de Sammensvorne, men tilkjendte sig hele Gaarde, forjog Folk fra Egnen, og opførte sig ganske som om han vilde gjøre sig til arvelig Herre over Vestfjordingerne[1]. Ikke engang Udlændinger, der for Handelens Skyld kom til Island, vare sikre for hans Voldsomheder. Tvende anseede Orknøinger, nemlig Andres Gunnessøn, Sønnesøns Søn af Svein Asleivssøn, og Andres Ravnssøn, Søn af den før omtalte Ravn Lagmand paa Katanes[2], tilbragte just Vintren 1234–35 paa Island; fra den første lod Urøkja tage ikke mindre end 60 Vætter Meel. Hans Fader Snorres Forhold under alt dette var som man kunde vente det. Thi medens han, hvad der er rimeligt nok, i Hjertet ønskede sin Søn alt muligt Held, følte han dog at Sønnens Ferd var for uforsvarlig til at han aabenbart kunde give ham Medhold, og han maatte derfor tilsyneladende fornegte ham, men lagde ved sin Ængstlighed og Vaklen noksom for Dagen, at dette ikke skede med hans gode Vilje. Hans Broder Thord indbød ham om Sommeren 1235 til en Sammenkomst ved Sandbrekka, mellem Borgar- og Breida-Fjorden, for at overlægge om hvad der kunde gjøres for at standse Urøkjas Uvæsen. Snorre lovede at komme, og begav sig ogsaa paa Vejen. Men da han og hans Mænd nærmede sig det bestemte Sted og saa en ikke ubetydelig Skare Folk oppe rinder Brekken, bleve de saa bange, at de øjeblikkelig kastede Hestene om og red afsted alt hvad de kunde. Thord, som aldrig havde tænkt paa at svige sin Broder, sendte strax nogle af sine Mænd efter ham; det lykkedes disse at indhente ham, men kun med stor Nød fik de ham saa vidt beroliget, at han fulgte med dem til Thord. Denne tog meget vel imod sin Broder, og de skulle nu endog have beseglet deres Frændskab og Venskab med de helligste Forsikringer, hvoraf man maa slutte, at Snorre har lovet at anvende sin fædrene Myndighed for at faa Urøkja til at holde lig inden de tilbørlige Skranker. I det mindste synes det at være blevet aftalt, at Snorre skulde kalde ham tilbage fra Vatnsfjord. Det bestemtes end ydermere, for at knytte dem endnu nærmere til hinanden, at Thords Søn Sturla skulde opholde sig
- ↑ Sammesteds Cap. 36, 37. Her fortælles, hvorledes Urøkja lod dræbe den fornemste af sine forrige Tilhængere, men nu Ophavsmand for Sammensværgelsen, Snorre Magnussøn. Se øvrige Sammensvorne, til hvilke ogsaa den sør omtalte Mave-Bjørn hørte, flygtede bort, men fortsatte dog, som det synes, deres tøjlesløse Levemaade, og Thord Sturlassøn lod ogsaa Mave-Bjørn dræbe som Ugjerningsmand, skjønt han nu egentlig maatte være at ansee som hørende til hans.Parti, og skjønt Thords Søn Sturla selv var misfornøjet dermed.
- ↑ Om Ravn Lagmand paa Katanes, se ovenfor S. 450, 752.
