det langt mere end hidtil bandt Jarlens Hænder og svækkede hans Magt, syntes at maatte kunne bidrage særdeles meget til at forebygge fremtidige Fejder. Derhos maa man vel antage, at Jarlen har maattet love at indstille sine mistænkelige Rustninger, og for Fremtiden at vise Troskab og overholde Rolighed. Den Sikkerhed, som han maatte stille, bestod vel som sædvanligt i Ed og Gisler. For øvrigt lader det ikke til, at hans Forleninger blevne indskrænkede, som Junker Knut vilde, og Kongen synes efter Omstændighederne at have behandlet ham med saa megen Humanitet, som han kunde forlange. Alligevel begriber man nok, at Jarlen maatte være heel utilfreds med alt sammen, saavel Betingelserne hvorunder, som den Maade hvorpaa Forliget sluttedes. Og uagtet han og Kongen nu atter tilsyneladende omgikkes paa en venskabelig Fod, og gjensidigt beærede hinandens Gjestebud med deres Nærværelse, var dog den indbyrdes Tillid mellem dem uigjenkaldeligen forstyrret[1].
Det viste sig ogsaa snart, at Jarlens Løfter vare intet mindre end oprigtige, og at han, om end hans Hænder vare mere bundne end forhen, dog lige fuldt søgte i Smug at virke til Kongens Skade for derved at befordre sine egne politiske Interesser. Lejlighed dertil fik han (eller skaffede sig maaskee selv) allerede Aaret efter ved en Tvist, hvor i Kongen kom med Biskop Paal i Hamar, den i Aaret 1231 afdøde Biskop Hallvards Efterfølger. Kongen begav sig nemlig, efter at have tilbragt Vintren i Bergen, hvor Dronning Margrete strax efter Juul fødte ham Datteren Christine, henimod Fasten til Sogn, og derfra over Valdres til Oplandene, hvor han gjorde Fordring paa Helge-Øen i Mjøsen, der tidligere havde været Kronens Ejendom, men som Baglerkongen Inge, der selv fandt sit Endeligt paa Øen, havde skjenket til Biskopsstolen i Hamar. Kongen meente, at da Inge ikke var nogen retmæssig Konge, men kun en Bedrager, der efter Birkebeinernes Forsikring ej engang var en Nordmand, men en Dansk ved Navn Thrugils Tveskider[2], kunde han heller ikke bortskjenke noget af Krongodset: enhver saadan Gave fra hans Haand maatte være ugyldig, følgelig krævede Kongen nu Øen som sin Fædrenearv. Da der ikke findes mindste Spor til, at Kongen tidligere er fremkommen med denne Fordring, ja da Øen endog synes at have været i Kongens Værge, siden vi finde kongelige Sysselmænd
