samme Sommer stevnede Høvdingerne – det vil da her sige Arnor, Sighvat, Sturla og de øvrige, der stode i Forbindelse med dem – over til Norge[1]. Ingen af dem kom dog, som vi have seet, og ved nærmere Undersøgelse af Gudmunds Sag fandt Erkebiskoppen selv denne saa mislig, at han erklærede at maatte suspendere ham fra Embedet, hvis ikke Paven benaadede ham. Guthorm sendte nu en vis Ketil Prest til Paven med en skriftlig Udvikling af sin Sag, men endog denne, der dog vistnok skildrede hans eget Forhold i det bedste og hans Modstanderes i det sletteste Lys, havde saa liden Virkning, at Honorius kun skal have givet Ketil det mundtlige Svar: „vil han vige, saa vige han“: det bedste Beviis paa, hvor uforsvarlig, ja afsindig hans Opførsel maa have været[2]. Men i Aaret 1224 døde, som vi have seet, Erkebiskop Guthorm, og da vendte Bladet sig. Chorsbrødrene, der nu fik den midlertidige Bestyrelse af Erkestolen, og den underfundige Peter af Husastad, der senere valgtes til Erkebiskop, sloge, som tidligere berettet, ind paa en fra Guthorms temmelig forskjellig Politik, og Biskop Gudmund har, som man seer, ikke undladt at smede medens Jærnet var varmt, siden det virkelig lykkedes ham[3] ej alene at stemme Chorsbrødrene og den nye Erkebiskop gunstigere for sig, men ogsaa at sværte sin brave Kollega, Biskop Magnus, til hvem han nødvendigviis maatte have et Horn i Siden, da han foruden i Almindelighed at træde i sin Forgænger Paals Fodspor og hylde et ganske andet liberalere System, ogsaa tidligere var optraadt som Gudmunds Medbejler, og senere som hans umiddelbare Modstander[4]. Magnus havde i Aaret 1223, i Haab, som man maa formode, om Erkebiskop Guthorms Samtykke, gjort nogle Forandringer i Liturgien[5], om hvis større eller mindre Nødvendighed det nu er vanskeligt at kunne have nogen Mening, men som i alle Fald ej synes at have været af synderlig Betydenhed. Aaret efter kom et af de Sendebud, han havde ladet afgaa til Norge, tilbage til Island med Brev fra Chorsbrø-
- ↑ De islandske Annaler.
- ↑ Finn Jonssøns islandske Kirkehistorie (l.355), der her, indtil den vidløftigere Biskop Gudmunds Saga er udgiven, bliver den eneste trykte Kilde som haves. Hiint Udsagn af Paven synes i Sagaen at have været meddeelt paa Latin, altsaa, som det lød fra Pavens egen Mund: si vult cedere, cedat.
- ↑ Se ovenfor S. 820, 830.
- ↑ At Gudmund virkelig har bearbejdet Chorsbrødrene og Erkebiskoppen, vil af det efterfølgende blive indlysende, skjønt det ikke utrykkeligt siges.
- ↑ Disse Forandringer omtales i Annalerne under Benævnelsen: „Budordsforandringer med Hensyn til Messen“. Det maa vel, som Finn Jonssøn (I. 309) viser, ansees utvivlsomt, at disse Forandringer ere de, som findes optagne i den yngre islandske Christenret Cap. 43 under Overskrift: „Disse Bud bleve fastsatte af Biskop Magnus og samtykkede af alle lærde Mænd ved en Prestestevne“.
