Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/886

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
868
Haakon Haakonssøn.

hans Hustru. Kolbein vilde vist allerede forlængst have gjort formelig Skilsmisse med Hallbera, for at faa Helga til Egte, hvis han ikke havde frygtet de Vanskeligheder, der vilde opstaa ved Fællesboets Opgjør mellem ham og Snorre. Hendes Død gjorde nu alligevel et saadant Opgjør uundgaaeligt, og Snorre fremsatte saa store Arvefordringer, at Kolbein vanskeligt kunde gaa ind paa dem. Herom begyndte nu en ivrig Trætte, der tegnede sig at blive baade langvarig og farlig. Men den havde dog i Førstningen den tilsyneladende gode Virkning, at Snorre, hvem det var om at gjøre at have saa mange Venner som muligt, naar Tvisten skulde afgjøres, og som derfor nødig vilde lægge sig ud med nogen, viste sig langt føjeligere og medgjørligere mod andre, med hvem han havde noget at bestille, end ellers. Af denne Grund var det vistnok, at han ikke gjorde flere Ophævelser over sin Søn Jons Drab, men lod sig nøje med Gissur Thorvaldssøns edelige Forsikring, saavel som at han mere med det gode end med Heftighed søgte at hjelpe paa det mislige Forhold mellem Gissur og Ingebjørg, og da det endelig kom til Skilsmisse, ej lod Gissur undgjelde derfor, i det mindste ej for det første.

Men fornemmelig viste Snorres kloge Forsigtighed sig i det Forhold, han iagttog med Hensyn til Sturla Thordssøn og Vatnsfjordingerne. Der skulde neppe meget til at skjønne, at saaledes som disse fore frem, kunde Freden mellem dem og Sturla ikke vare længe. Ogsaa om Høsten 123l, holdt de ved, paa samme Viis som før at rejse om og inddrive Kontributioner af Bønderne, og der kom alvorlige Klagemaal til Sturla derom. Efter Julen (1232) indbød Snorre saavel Sturla, som sin Broder Thord og dennes Søn Bødvar, til et herligt Gjestebud, da han, som det udtrykkeligt heder, vilde sikre sig Venner til den forestaaende Retstrætte med Kolbein. Efter hvad der– senere skede, maa man og antage at dette tildeels lykkedes ham. Men derforuden henvendte han sig særskilt til Sturla angaaende Vatnsfjordingerne, hvis Hjelp han ogsaa gjerne vilde benytte paa Thinget, men for hvem det var farligt at komme i Sturlas Nærhed, naar han ej udtrykkeligt havde tilsagt dem Grid. Snorre bad ham derfor herom, da han, som han sagde, gjerne vilde faa dem til sig før Festen. Sturla sagde undvigende, at særskilt Grid ej behøvedes, da de jo nu vare forligte. Snorre meente dog, at formedelst al den Sladder, som nu gik, var det ikke sikkert, om Sturla ansaa alle deres Løfter samvittighedsfuldt opfyldte, og at det saaledes var alt for voveligt for dem, at

    ges Meen. Biskoppen, der havde været paa Thinget, tog paa Hjemrejsen med sit hele Følge ind paa Borg, hvor Hallbera just laa meget syg, og da der, som naturligt, var Tale om hvad man skulde gjøre for at faa hende helbredet, tilbød Daalk sig at lave et Bad, der skulde hjelpe. Men Badet havde den modsatte Virkning.