sig og hende Gud i Vold. Imidlertid besatte Fienderne alle Udgangene; de øvrige stormede med Eder og Trusler ind i den prægtige, tjeldede og skjoldhængte Skaale, og gik fra Sengerum til Sengerum, stikkende og huggende for Fode, uden Hensyn til Alder eller Kjøn, saa at den hele mørke Hall snart gjenlød af Kvinders og Saaredes Skrig. Dog traf det sig saa heldigt, at intet Stik eller Hug rammede den tro Tjenestepige eller Barnet, hvad enten nu Voldsmændene i Mørket kom til at gaa dette Rum forbi, eller Dynen, hun havde bredt over sig, tog imod. Imidlertid havde man faaet Lys, og Thord selv styrtede med draget Sverd ind i Koven, hvor Sturla plejede at sove, idet han raabte paa Dale-Frey[1] – saaledes kaldte man spotviis Sturla – og sagde at han ikke skulde ligge der og skjule sig. Men snart overbeviste han sig om, at ingen var der inde, og blev, som han selv siden sagde, lige saa ilde tilmode derved, som han var glad, da han brød ind i Koven i sikker Forventning om at treffe Sturla. I nærmeste Rum laa der to Mænd, hvoraf den ene var en Prest; man stak og hug først efter Presten, der værgede sig saa godt han kunde med en Pude; da raabte hans Sengkammerat, at de skulde lade Presten være i Fred og heller vende sig mod de Ulærde: man gjorde saa, og den opofrende Sengkammerat fik Ulivssaar. Endnu havde Solveig og hendes Moder i deres afsides Skue været forskaanede for noget uvelkomment Besøg; de vidste ikke engang, da de vaagnede, hvad al den Larm skulde betyde, og sendte en Mand hen for at faa see, hvad der var paa Ferde. Han blev strax dræbt; og da han ikke kom igjen, sendte Valgerd en Pige; men neppe var hun kommen tilbage med det frygtelige Budskab, at der var Ufred paa Gaarden, førend Fienderne brøde ind med brændende Fakler, ransagende højt og lavt, for at see om Sturla skulde være der, da de ikke fandt ham i Koven. Thord og hans Broder gik lige hen til Solveigs Seng med dragne, blodige Sverd, rystede dem truende imod hende, og sagde, at det var de samme Vaaben, hvormed de havde farvet Dale-Freys Lokker. Den svage, forfærdede Kone faldt i Afmagt, men Valgerd sagde, at de ej behøvede at lede efter Sturla der inde, eller at stikke tinder Tjeld og Vægge; de vilde faa andet at bestille, inden Sturla havde opgjort sin Regning med dem, end at forgribe sig paa Kvinder og Arbejdsfolk. De svarede, at de ej vilde aflade, førend de havde hans Hoved. „Denne Gang,“ svarede hun, „er det undsluppet eder, og det er ikke eder forundt at tage hans Liv.“ Da de endelig havde overbeviist sig om at han ikke var i Stuen, ledte de efter ham over hele Gaarden, thi endnu vidste de ikke, at han var borte. Alle de, der vare i Skaalen, saarede og
- ↑ Det Strøg, hvor Saudafell laa, kaldtes nemlig Dalene, hvoraf ogsaa den nuværende Dalesyssel har sit Navn.
