Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/829

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
811
1180–1230. Begivenheder paa Island. Oddeverjerne.

skop Paal, skjønt denne var Sæmunds Broder. Paal afsagde Kjendelsen paa Althinget, og erklærede Sæmund for Arvens rette Ejer, idet han dog ordnede Sagen saaledes at ikke Sigurd skulde blive alt for misfornøjet. Men des mere misfornøjet var Kolbein, og i endnu højere Grad Sighvat. (1200)[1]. Denne Sag, i sig selv ikke saa betydelig, bliver dog af særegen Vigtighed, deels fordi det var den første, hvori Snorre Sturlassøn deeltog, deels fordi vi allerede her see Begyndelsen til det Uvenskab, der siden ytrede sig paa en saa iøjnefaldende, ja forargelig Maade mellem ham og hans egen Broder Sighvat. Thi allerede ved denne Lejlighed holdt hver sig til sit Parti, Snorre til Sæmunds, Sighvat til Sigurds eller rettere Kolbeins.

Sæmund Jonssøn ansaaes lige til sin Død (1222) som Islands ypperste og gjæveste Mand. Han førte et prægtigt Huus paa sin Hovedgaard Odde, og hans Anseelse var saa stor, at der endog, som ovenfor nævnt[2], var Tale om et Giftermaal mellem ham og den orknøiske Jarl Harald Maddadhsføns Datter Emma; og at dette Giftermaal ej kom i Stand, var ej fordi Harald ikke ansaa Sæmund god nok, – han havde allerede givet sit Samtykke –, men kun fordi de ej kunde blive enige om, hvor Brylluppet skulde staa. Sæmund indgik siden intet Egteskab, men havde derimod en heel Mængde naturlige Børn. Med sine Halvbrødre, Biskop Paal og den vise Orm Jonssøn paa Breidabolstad i Fljotslid, stod han i den bedste Forstaaelse. Disse tre Brødre med deres mange Sønner, af hvilke fornemmelig Biskoppens Søn Loft var meget anseet, saavelsom deres fjernere Frænder og Besvogrede, dannede et Familieforbund, som ingen anden Magt paa Øen kunde trodse. Men det var et Held, at de overhoved benyttede sig med Maadehold af deres Magt. Det samme kan ikke siges om Sturlungerne, og aller mindst om Sighvat og Snorre, hvis hele Bestræbelse gik ud von at udvide deres Magt saa meget som muligt, og tillige at lade deres Omgivelser føle deres Overlegenhed. Thord Sturlassøn, den ældste af Sturlas egtefødde Sønner, var, om end langtfra fri for Ættens Hovedfejl, Gridskhed paa Magt og Penge, dog unegtelig roligere og mere maadeholdende end hans Brødre. Han boede, som ovenfor nævnt, paa Stad, paa Snæfellsnes, hvilken Gaard, med tilhørende Thorsnesinge-Godord og Høvdingsskab, han tildeels havde faaet efter sin Svigerfader, Are den sterke, Sønnesøn af den berømte Are Frode, og han vedblev at beholde disse Besiddelser, skjønt han siden forskød sin Hustru, Ares Datter[3]. Siden egtede han Thor-

  1. Sturlungasaga, III. Cap. 45.
  2. Se ovenfor, S. 456.
  3. Denne Hustrus, Helgas, Moder var en Datter af Gissur Hallssøn. Are