overmodig og uretfærdig, saa at han ej var yndet af sine Omgivelser. Om Vaaren 1197 skrede Gudmund og hans Ven Kolbein Tumessøn til det yderste. De samlede Folk og angrebe Anund, hvis Venner forgjæves havde søgt at advare ham, paa hans Gaard Langelid med en overlegen Styrke. Anund forsvarede sig kjekt, men Angriberne satte Ild paa Huset og brændte ham inde, selv anden; alle de øvrige paa Gaarden, først og fremst Koner og Børn, havde faaet Tilladelse til at gaa ud. Denne Voldshandling mod en af Landets fornemste, om ikke just yndede, Mænd vakte stor Opsigt. Gudmund frygtede selv, at han var gaaet for vidt, og begyndte at blive noget forknyt. Der blev sendt Bud efter Biskop Brand, for at han skulde mægle Forlig. Brand kom, og fik vel ikke strax noget egentligt Forlig bragt i Stand, men overtalte dog begge Parter til at slutte foreløbig Grid og henskyde Sagen til Jon Loftssøns Kjendelse paa næste Althing. Dette afholdt imidlertid ikke den indebrændte Anunds Svigersøn, Thorgrim, fra at sende Bud til Sæmund. Jonssøn paa Odde, for at sikre sig hans Hjelp paa Thinget. Sæmund tilsagde ham sin Bistand, samlede mange Folk, og indfandt sig paa Thinget i Følge med fine Venner, Sturlassønnerne, medens Gudmund kom i Følge med Kolbein Tumessøn, Thorvald Gissurssøn og dennes Brødre. Hele Thingalmuen tog Parti for den ene eller den anden, og var saaledes deelt i to Parter, ligesom tidligere efter Njaals Indebrænding. Jon Loftssøn selv, paa hvis Mægling alt kom an, var endnu ikke kommen paa Thinget; han havde endog denne Gang, sandsynligviis paa Grund af Alderdomssvaghed, tænkt at blive derfra. Da red Eyjulf Hallssøn paa Grenjadarstad, forhen en af Anunds ivrigste Modstandere[1], hen til Gaarden Keldur, hvor Jon opholdt sig, og bad ham paa det indstændigste om at komme. Jon sagde at han ikke troede sig en saa vanskelig Sag voxen. Eyjulf bad ham dog for Guds Skyld komme, da det gjaldt Fred og Rolighed i Landet, og han lod sig endelig overtale. Paa Thinget anvendte baade han, hans Søn Biskop Paal, og Biskop Brand al deres Indflydelse for at bringe Forliget i Stand, og dette lykkedes dem omsider. Jon alene bestemte alle Forligsvilkaarene, og det, til alles Tilfredshed, uagtet de Bøder, som det paalagdes Kolbein og Gudmund at udrede, vare meget store. Gudmund og Kolbein i det mindste søgte saa samvittighedsfuldt, som de kunde, at opfylde Forliget. Ved samme Lejlighed forligedes ogsaa den anden Sag, angaaende Thore Rand og Haamund, og der stiftedes Venskab og Svogerskab mellem Kolbein Tumessøn og Sighvat Sturlassøn, idet denne egtede Kolbeins Syster Halldora[2]. Jon Lofts søn, som neppe anede, hvor skjebnesvanger denne Forbindelse vilde blive
