Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/822

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
804
Haakon Haakonssøn.

til efter Evne og i Samraad med den brave Biskop Brand at forebygge Blodsudgydelser og mægle mellem Høvdingerne.

Den vigtigste Anledning, Biskopperne fik til saadan Mellemkomst, var en Strid, der af en i sig selv ubetydelig Aarsag havde rejst sig mellem Sønderlandets og Norderlandets mægtigste Høvdinger. Tvisten var oprindelig opstaaet mellem tvende Reykdølinger, Thord Raud, Thingmand under Kolbein Tumessøn, der efter sin Fader Tumes Død 1184 var den vældigste Høvding paa Norderlandet, og Haamund, Thingmand under Thord Sturlassøn. Tvisten gik over til Haandgribeligbeder og Overfald, hvorved man tilføjede hinanden livsfarlige Saar; Godordsmændene toge sig af hver sin Thingmand, og kom derved selv til at staa fiendtligt over for hinanden. Da Sagen skulde fore paa Althinget, søgte Partiernes Hovedmænd paa hver sin Side at skaffe sig saa megen Folkehjelp som muligt. Til Kolbein Tumessøn flokkede sig Thorvald Gissurssøn med alle Haukdølingerne, og den saavel med ham som med Kolbein nøje besvogrede Sigurd Ormssøn Svinafell, der først havde været gift med Kolbeins Halvsyster, og efter dennes Død havde egtet hans Moder Thurid Gissursdatter, Thorvalds Syster; fremdeles understøttedes han af Gudmund Thorvaldssøn, kaldet den dyre, paa Bakke i Yxnadal, en Høvding, der i den senere Tid havde svunget sig op til betydelig Magt paa Norderlandet, og gjort sig fortjent ved at holde Orden i Heredet og standse flere Stridigheder, men som derved rigtignok ogsaa havde lagt sig ud med mange, der fandt at han alt for meget førte det store Ord, især da han endog slethen vovede at afskaffe Vadlething, paa Grund af alle de Stridigheder som forefaldt der, ikke mindre end paa Althinget[1]. Thord Sturlassøn understøttedes af sine Brødre, fine Svogre, Høvdingen Anund Thorkellssøn i Langelid[2], en af Gudmund Dyres og Kolbeins mest afsagte Fiender, og, hvad der var det vigtigste, af Oddeverjerne eller Jon Loftssøns Slægt, skjønt rigtignok ikke den gamle Jon selv forlod sin Thingbod, men lod sin Søn Sæmund støde til Thord Sturlassøns Flok. Da Dommerne skulde træde sammen, blev der stor Trængsel og Forvirring. Thord Rand benyttede sig heraf til at snige sig bag paa Thord Sturlassøn og føre et Øxehug mod hans Skuldre, uden dog at træffe. Da Sighvat Sturlassøn saa det, løb han hen mod Thorvald Gissurssøn og vilde hugge til ham, men en af dennes Mænd optog Hugget, og mistede derved Livet. Dette var Tegn til almindeligt Angreb, der blev saaret og dræbt Folk paa begge Sider, og hvis ikke Biskop Paal var traadt imellem og havde faaet de stridende Parter adskilte, vilde sand-

  1. Sturlungasaga III. 13.
  2. Anund havde ved et Magtsprog tiltvunget sig Gaarden Langelid, Sturlungasaga III. 16.