Følge, og endeel andre. Bødvar sendte sin Søn Thord til Reykjaholt med det bestemte Forlangende, at Paal skulde rinde Vigdis’s Frænder (hun selv synes imidlertid at være død), hvad der med Sømmelighed tilkom dem. Gudmund Dyre tog Ordet og sagde at Paal nu engang havde henskudt Sagen til Jon Loftssøns Afgjørelse, og vilde derfor nøje holde sig til denne, især da han var Prest og han saaledes ansaa det for sin Pligt, ej at vække Uro i Herederne, Thord maatte altsaa vende tilbage med uforrettet Sag. Strax efter rede Reykholtingerne til Tunga for at stevne. De, som vare tilstede her, raadsloge om, hvad man skulde gjøre; de heftigste vilde at man strax skulde angribe de Kommende, men Sturla fraraadte det, da de sidste vare alt for mandsterke; derimod skulde man stevne lige saa mange Folk af Reykholtingernes Flok som disse stevnede af Bødvars. Dette skede. Sturla lod det efter Sædvane ikke mangle paa Spotte-Ord. Han hilsede en mindre anseet Broder af Gudmund Dyre før denne, og paa de Omstaaendes Spørgsmaal, hvad det skulde betyde, svarede han at han havde Forrangen – i slet Rygte. Da Sagen kom fore paa Althinget, lod Paal Tidsfølgen af de omspurgte Dødsfald bevise med Vidner. Men til nogen Afgjørelse kom det ikke her, derimod blev der med brave Mænds Mellemkomst berammet et nyt Forligsmøde paa Reykjaholt strax efter Michelsmesse. Her indfandt Bødvar sig, ledsaget af sin Svigersøn Sturla og flere. Begge Parter satte sig paa Sletten udenfor Huset, og begyndte at raadslaa om Forlig. Bødvar fordrede fremdeles Tredieparten af Thores Gods, og da man indvendte, at han nu i halvandet Aar havde siddet inde med Gaarden Tunga, svarede han, at det var saa langt fra at han havde haft nogen Fordeel deraf, at det meget mere havde været ham til Tab, da Aaret havde været daarligt, og han selv saaledes havde maattet lægge meget til af Levnetsmidler for Folkene. Paal vilde intet høre derom, men talte ivrigt for sin Paastand. Medens man nu saaledes trættedes frem og tilsnige herom, stod Paals Hustru Thorbjørg, et iilsindet Fruentimmer, i Døren og hørte paa Ordvexlingen. Hendes Blod kom saaledes i Kog derover, at hun ganske glemte sig selv, greb en Kniv, foor ind i Klyngen, og stak lige i Ansigtet paa Sturla, sigtende efter Øjet, med de Ord: „siden du endelig vil ligne Odin, saa skal jeg ogsaa gjøre dig saa lig ham, som muligt.“ Hun traf dog kun Kinden, men Kniven gik dybt ind, og det blev et stort Saar. Sturlas Mænd sprang op og trak deres Sverd; Bødvar blev ligeledes meget opbragt; men Sturla selv tog Sagen meget koldblodigt, og forbød enhver at udgyde Blod, førend han havde talt hvad han vilde. Med Haanden for Ansigtet, saaledes at Blodet ret kom til at udbrede sig over Kinden, bad han alle tage sig Sæde igjen og fortsætte Underhandlingerne, uden at lade sig anfegte; „Kvinderne“, sagde han, „have nu saa sin egen Maade
