bære eder ad som Christne med Hensyn til Guds fornemste Budord, eller ej. Vi have nemlig hørt, at I undlade meget af, hvad andre Christne efterkomme, og skjønt de finde det tungt, dog have vedtaget og iagttage med største Ærefrygt. Men der er intet, hvori vi finde Manglerne at være større end i Folks usædelige Liv og Omgang med Kvinder hos eder, hvorved jeg ej behøver at fortælle eder, hvad Gud med egen Mund strengeligen har paabudt desangaaende. Men dette foragte I, Landets fornemste Mænd, skammeligen, føre et Liv som Bofæ, agte ikke Egteskabet, det hellige Baand, der ikke kan opløses uden ved Hustruens Utroskab, og dog kun saaledes at hver af Egtefolkene holde sig fra Skjørlevnet saa længe begge leve. Men da nu Høvdingerne ere sig saadan Utilbøjelighed bevidste i deres Samvittighed, og derfor mangle Mod til at refse Almuen, er det kommet dertil, at alle, baade Storfolk og Smaafolk, ligge i den samme Synd. Saaledes er det ogsaa med de Gejstliges Stridslyst og Vaabenbyrd; de ere heri ganske forskjellige fra andre, der overholde gode Sæder. Gjører nu dette for Guds Skyld, hvad jeg foreholder eder, at I ej lægge Hindringer i Vejen for det Gode, saa at der endnu i eders Dage kan raades nogen Bod paa alle disse Misligheder. Lyksalig er den, der veed at hans Bestræbelser ville bære saa herlige Frugter, som eders vilde bære, om I nu med en Iver, som om I arbejdede for Evigheden, vilde virke for at Guds Vilje fra nu af fik mere Fremgang end hidtil; da var hver Mands Frelse, der ved eders Bestræbelser blev hjulpen, eder selv til Nytte og Gavn. Men hvis I ville tilvejebringe nogen Bedring i eders og de andres Sag, da maa I først see til at straffe eder selv, og hjelpe eders Biskopper til at skaffe sig Lydighed, saavel som at faa en Bestemmelse vedtagen, der paabyder Sekter (Forviisnings- eller Penge-Straffe) for de Overtrædelser, Biskopperne paatale med Søgsmaal for Christendomsspilde; da har Biskoppen noget fast at støtte sig til, naar han refser Overtrædelserne. Og om I end ikke i Førstningen kunne bringe det til den Styrke i eders Vandel, som det var godt for eders Tarv, saa have I dog mindre Ansvar for eder selv alene, end for eder og alle de øvrige tilsammen, der fordærves ved eders Vanrøgt, thi det er eders Skyldighed at drage Folk fra Uraad, saasom Gud har givet eder Magt og Herredømme. Saa styrker da Biskopperne, og lader den gamle Uskik fare, ikke at ville modtage heldbringende Raad, hvilke, som I selv vide, Gissur og Jon, slet ikke er noget nyt Paafund, fordi det nu er nyt at høre blandt eder, hvor Selvraadighed har hersket mere end Sandhed. Tager nu en Bestemmelse mod Djævelens Vold, med den Forstand, Gud forunder eder, og med Biskoppernes Tilsyn, saa at Gud kan sætte eder i Stand til, baade at hjelpe andre og eder selv, naar den
