Sidelinjen, finder sin Forklaring ved de tvende Ulykkestilfælde at først Jon Jarls Søn Harald, sandsynligviis hans eneste Søn, druknede i Aaret 1226, som det ovenfor er nævnt, og at siden alle de fornemme Orknøinger, Jarlens Venner og Frænder, der havde fulgt med Drabsmændene
tæller at Magnus i 1222 fik Katanes i Len mod en Afgift af 10 Pd. Sterling aarlig. (I. 292). Her opføres ogsaa, som Magnus’s Søn, Mælkolm, Jarl af Katanes, og som dennes Søn Jon, Jarl af Katanes, hvis Datter Katharina egtede Magnus (den 5te). Dette har jeg ogsaa selv tidligere (i Anmerkningen til Orknødiplomet S. 53) antaget, men det kan dog neppe forholde sig saaledes. Thi deels seer man af det foregaaende, og saavel af norske som skotske Kilder, at Jon Jarl aldrig mistede hele Katanes, og at han endog fik den Deel tilbage, som efter l222 blev ham fratagen: deels omtaler Diplomet ogsaa flere af Magnus’s Efterfølgere, navnlig Gilbert den 2den og Jon den 2den, som Jarler over Katanes. Da imidlertid Douglas’s Angivelser sædvanligviis støtte sig til gode Aktstykker, hvilke han kun stundom har misforstaaet, tør man vistnok ansee det for sikkert, at Jarlen af Angus havde en Søn ved Navn Magnus, og naar denne forlenedes med Katanes, hvilket ej kan have været førend efter Jons Død, maa han nødvendigviis være den Magnus, hvorom her er Tale. Det er endog meget muligt, at han allerede i 1222 har været forlenet med det Stykke Land, Kong Alexander fratog Jon Jarl, og at han ved Tilbagegivelse har faaet Exspektance paa hele Katanes, hvis Jon, døde uden Børn, eller i Kongens Unaade, hvilken han ganske vist maa have paadraget sig ved sit venskabelige Forhold til Kong Haakon; og naar Slægt-Diplomet udtrykkeligt siger, at Kong Alexander fratog Magnus Sutherland, kan det i alle Fald være denne Omstændighed, der har foresvævet de skotske Genealogister ved hiin Angivelse. Hvad der end mere bestyrker den Angivelse, at Magnus var en Søn af Gillebrigid eller Gilbert af Angus, er den Omstændighed, at han efterfulgtes af en Gilbert, der enten var hans Søn eller Frænde, og som viser at Sukcessionen var gaaet over til en Æt, hvor Navnet Gilbert var almindeligt. Douglas anfører selv efter et Diplom i Arbroath Klosters Brevbog, at Magnus endnu i 1227 kun kaldtes Jarlen af Angus’s Søn, hvoraf man seer at han da endnu ej var forlenet med Katanes. Hvad der og viser at Douglas maa have misforstaaet sine Kilder, er at han opfører den oven omtalte Jon Jarl af Katanes, der omtales i Rymeri Foedera ved 1289–90, som Søn af Mælkolm Jarl af Katanes, og Fader til Katharina, Magnus den 5tes Hustru, samt henfører hans Død til 1330; thi denne Jon er ganske vist Jon Jarl af Orknø og Katanes, Søn af Magnus Gilbertssøn og Fader til Magnus den 5te, hvilken i et Diplom af 1312, optagen i Acts af Parl. af Scotl. I. 104 allerede kaldes „Jarl af Orknø og Katanes“, længe før den foregivne Jon af Katanes skulde være død. Det eneste Sted, hvor Magnus den 2den kaldes Søn af Jon Jarl, er nogle Optegnelser fra c. 1630 af Sir James Balfour, aftrykte i Barrys „Orknøernes Historie“ S. 420–424, men disse Optegnelser ere yderst fejlagtige; her gjøres saa godt som enhver Jarl til Søn af sin Forgænger, saaledes endog Ragnvald Kale til Søn af Haakon Paalssøn, om Harald Madadssøn heder det, at Forf. ej veed med hvem han var gift, og om Jon heder det ligesaa: „Endnu har jeg ikke opdaget, hvem han var gift med, men han havde en Søn, Magnus,
