det synes, eneste Søn Harald, rimeligviis ved Tilbagerejsen fra Norge, hvor han havde opholdt sig som Gissel hos Kongen[1]; om det var dette, eller andre Omstændigheder, som samme Aar kaldte Jon Jarl over til Norge, vides ikke; det er kun vist at Jon Jarl, saaledes som ovenfor berettet, den Høst kom til Bergen[2], og at Kongen underrettet af Thorstein Heimnes om hans og flere vesterlandske Herrers Ankomst, skyndte sig til Bergen, for at træffe saavel dem som Skule Jarl og Erkebiskoppen, og afgjorde, som det heder, deres Anliggender med Skule Jarls Raad. At Venskabet fra denne Tid af var meget godt mellem Jon Jarl og Kongen, sees deraf at hiin i Aaret 1228 sendte ham mange herlige Gaver, og at Kongen til Gjengjeld sendte ham et godt Langskib, foruden mange andre Foræringer[3].
Allerede ved Betragtningen af disse Forhandlinger ligger den Slutning temmelig nær, at Norges Forhold til Skotland ej kunde være det venskabeligste, thi havde begge Magter været enige, da vilde heller ikke Orknøernes Jarler have kunnet finde nogen Hjelp i, snart at holde sig til den ene, snart til den anden. Men vi erfare derhos udtrykkeligt, at der vare Rivninger mellem Kongerne Alexander og Haakon, som sandsynligviis allerede havde taget deres Begyndelse fra disse Kongers tidligste Regjeringsaar, og som omsider, længe efter, tinder Kong Alexanders een og Efterfølger, gik over til virkelig Krig. Tvistens Æble var Syder-Øerne. Det var naturligt, at en skotsk Konge med Kraft og Dygtighed – og en saadan var Alexander – ikke med Rolighed kunde see paa at hele den lange Række af Øer, der ligesom gjerdede for hele Skotlands Vestkyst, ja endog paa flere Steder naaede langt ind i Landets egne Fjorde, og hvis Befolkning var væsentlig skotsk og med skotske Interesser, skulde tilhøre et fremmed, hiinsides Havet liggende Rige. Med Orknøerne, skjønt de ogsaa laa Skotland saa nær, var det anderledes. Her var Befolkningen norsk; Øgruppen selv var mere samlet, og laa den skotske Kyst nær kun paa et enkelt Punkt; den nærmeste Deel af Skotland, Katanes, var selv mere et norskt end et skotsk Landskab, og kunde ikke være af den Betydning for Riget, som de vestlige Landskaber, med deres dybt i Landet indgaaende Fjorde, hvortil Adgangen saa godt som ganske beherskedes af de under norsk Lenshøjhed staaende Øer, saaledes at man f. Ex. fra Mull
- ↑ De islandske Annaler.
- ↑ Se ovenfor S. 725.
- ↑ Haakon Haakonssøns Saga Cap. 162. Med Hensyn til hvad der ovenfor er bemerket om Jon Jarls sandsynlige Deeltagelse i Bevægelserne til Bedste for den Macwilljamske Æt, bør det erindres, at blandt de skotske Archivsager, der udleveredes af Kong Edward I. til Skotland 1292, var der og nogle Breve, der handlede om de Herrer, der havde taget Parti med „Mac Villjam“, og hvilke Kongerne Villjam og Alexander havde skjenket Fred.
