at han aflagde denne Bekjendelse; men at Kongen nu tog den meer alvorligt, og ligesom lod den slaa fast, skede venteligt fordi de gøtiske Herrer vare tilstede. Hvad end Grunden kan have været, saa er Sagen for os lige fuldt af stor Interesse. At Lagmanden saaledes tilsyneladende stod paa Kongens Parti og ytrede sig til hans Fordeel, skede vist ikke for Kongens Skyld, men fordi han ved samme Lejlighed gavnede sin egen Stifsøns, Junker Knuts Sag[1].
Efter denne Sammenkomst med Lagmanden, som Kongen altsaa synes at kunne have sparet sig, vendte han tilbage til Tunsberg, hvor han kom Juleaften,–og tilbragte Julen. Men strax efter (Januar 1226) afsejlede han med fire Langskibe forsaa snart som muligt at komme til Bergen og skaffe sig flere Folk, da Ribbungerne i denne Mellemtid atter havde rejst sig med en foruroligende Vælde paa Oplandene og i den øvre Deel af Viken. Paa Slotsbjerget efterlod han en Besætning af 120 Mand, under Befaling af Gunnbjørn Jonsbroder. Ved Udsejlingen fra Tunsberg havde Kongen paa et hængende Haar mistet Livet, da Masten, i det Øjeblik, den skulde rejses, gled ud af det med Iis opfyldte Spor, og med voldsom Fart faldt forover, lige mod Kongen, der vilde være kommen under og bleven knuust, hvis ikke en Mand havde grebet ham i Beltet og rykket ham ud mod Skibsbordet. Alle Sunde vare nu saa tillagte med Iis, at Kongen maatte fare udenskjers; i Hvaløerne[2] blev han endog liggende 8 Dage. Her kom Gunnbjørn til ham og meldte, at de Folk han havde beordret til at ligge som Besætning paa Slotsbjerget, vare opsætsige og vilde drage bort; Kongen blev da nødt til at vende tilbage igjen til Tunsberg over Land, og true Besætningen med den haardeste Straf, hvis den lod Bjerget i Stikken. Dette hjalp; han begav sig atter til sine Skibe, og fortsatte Rejsen, der i det Hele taget var ualmindeligt rig paa Gjenvordigheder. Han selv havde en Drøm, der truede ham med Fare eller Ulykke, inden han naaede Bergen, og han vilde derfor lægge ind, da han sejlede gjennem Eikundasund, uagtet der var endnu rundelig Tid af Dagen tilbage til at komme Jæderen forbi. Han fandt sig dog i at sejle videre, da man forestillede ham dette, og kom ogsaa i god Behold til Rott om Aftenen. Men om Morgenen blæste der op en hvas Sydøstvind, der tiltog saaledes, da man kom ud af
- ↑ Haakon Haakonss. Saga Cap. 139, 140.
- ↑ Dette kan enten være de mest bekjendte Hvaløer østenfor Fjorden, eller Hvaløerne ved Grimstad. Hvad der taler for disse, er at de laa mere paa Vejen til Bergen; hvad der taler for hine, at Skaalholtsbogen udtrykkeligt siger at Kongen formedelst Isene i Sundene tog den „østre“ Vej, og da er det heel rimeligt, at han kan have anløbet Hvaløerne. Naar det siden heder, at han rejste til Tunsberg „hit efra“ d. e. til Lands, kan her menes „gjennem Smaalenene og over Horten“.
