tilstedeværende Lendermænd klagede alvorligt over den Skade, de havde lidt baade af Vermelændinger og Vestgøter, og sagde, at Nordmændene paa ingen Maade længer kunde finde sig deri. Lagmanden svarede, at dette var en Sag, som var ham og hans Embede uvedkommende, men tilbød sig at overbringe Kong Erik et Brev fra Haakon med Anmodning om, at han under Trusler om haard Straf for Overhørighed vilde paalægge sine Ombudsmænd at jage Ribbungerne ud af Landet. „Vi have skrevet to Gange før til Kong .Erik herom“, sagde Haakon, „og hver Gang faaet det Svar, at han skulde raade Bo derpaa, men hidtil have vi ikke seet Tegn dertil; imidlertid bliver det verre og verre, deres Magt tiltager Dag for Dag, og vi have allerede mistet mange brave Mænd ved dem.“ Lagmanden bad ham dog at forsøge med endnu et tredie Brev, og lovede, selv at være tilstede ved Oplæsningen, samt at lægge nogle Ord ind med i Sagen. Haakon skrev da, at Kong Erik inden 8de Dag Juul (Nytaarsdag 1225) skulde have jaget hans Fiender udenfor Grændsen, eller og vilde han selv hevne sin Skade. Lagmanden lovede, at Kongen ganske sikkert skulde høre fra ham inden 8de Dag Juul[1]. De skiltes ligesaa venskabeligt som de mødtes, og Kongen vendte strax efter tilbage til Tunsberg, hvor han ankom den 18de December, og stevnede sine Sysselmænd og Lendermænd fra Hadeland, Raumarike og de øvrige Egne af Oplandene til sig med deres Folk for strax at være paa rede Haand til at drage mod Vermeland, om det behøvedes. Saaledes samlede der sig en stor Mængde Folk om ham i Julen, og det gik meget prægtigt til. Dagligdags holdt han Raadslagninger med Lagmanden Eystein Roessøn, og Bonden Simon paa det nærliggende Vervik ved Sandefjord, der maa have været en for sin Forstand og Erfaring anseet Mand, og idelig indfandt der sig Folk med Klage over den Skade, de havde lidt af-Ribbungerne, Vermelændingerne og Markemændene. I Julen kom der ganske rigtigt Brev fra Kong Erik, men Indholdet gik ud paa, at man ikke vilde gjøre synderligt ved Sagen. Da gjorde Kongen vitterligt, at han allerede strax efter Julen vilde tiltræde Toget mod Vermeland Dette skete vistnok efter modent Overlæg med de sør omtalte Mænd; ikke desmindre forekommer det noget besynderligt, at han valgte en tilsyneladende saa ubelejlig Tid, da Vejene for en stor Deel maatte være tilsneede og ufremkommelige, og da man rimeligviis allerede maatte have seet Tegn til, at Kulden vilde blive usædvanligt stærk, som det siden viste sig. Men deels gjaldt det vel at komme saa uforvarende som muligt, deels vilde man vel benytte Isene. Arnbjørn Jonssøn i Borgesyssel fik Tilsigelse om, at han skulde støde til Kongen paa
- ↑ Dette viser, at Kongen af Sverige paa denne Tid ikke kan have været langt borte, og sandsynligviis har opholdt sig etsteds i Gøtaland.
