paa egen Haand at afgjøre denne Sag. Eftersom altsaa vi Kotkarle-Sønner for det meste ere alt for ukyndige til at kunne have nogen Mening i saa vigtige Anliggender, og enkelte derhos maaskee noget partiske, ville vi heller lade Den sige frem, som baade ved hvad der er ret, og siger det Rette, hvo der saa hører derpaa, mægtig eller ringe, uden at frygte nogen Mishag. Dette er hverken mere eller mindre end Kong Olafs Lovbog, der efter hans Forordning blev given for hele Norge, og som alle Norges Konger, der hylde Sandhed og Retfærdighed, siden stedse have overholdt. Men naar jeg, saavidt jeg formaar, skal erklære hvad den siger mig, da siger jeg som saa, at Kong Haakon ene blandt alle de Mænd, der i Dag fremsætte deres Fordring, er berettiget til Riget. Ja, om endog baade Kong Inge og Haakon Jarl endnu i Dag sad her i deres fulde Magt, saa sagde jeg dog, at han var lovlig berettiget til at bestige Tronen, og til at fordre at hiin skulde forlade den, ligesom jeg og siger, at hverken Skule Jarl efter sin Broder Kong Inge, eller Junker Knut efter sin Fader Haakon, eller Guthorm efter sin Fader Kong Inge har mindste Fordring paa Norges Krone, saa længe Kong Haakon lever. For Erling Steinveggs Søn siger jeg ingen Lov, og kjender jeg ingen; ham faa Vikverjerne sige Lov, der gjorde ham og hans Fader til Konger, og formodentlig vide, hver han skal søge sin Fædrenearv. Mere veed jeg for dette Sinde ikke at anføre.“ Kongen opfordrede dernæst Dagfinn Bonde til at ytre sig om den samme Sag, i Egenskab af Gunnars nærmeste Nabo-Lagmand, nemlig for Gulathing. Dagfinn sagde: „Jeg kom ung til Kong Sverre, og deeltog i nogle Slag, navnlig disse tvende, i Florevaag med Øyeskeggerne og paa Jonsvollene med Baglerne; for han begyndte Striden, plejede han altid at bede saaledes: „Gud og den hellige Maria og den hellige Kong Olaf holde sin Haand over os, og give Gud mig saa sandt Sejr i Dag, som jeg har en retfærdig Sag at stride for og min Fædrenearv at værge, men mine Modstandere derimod have Uret“. Og det veed jeg, at han og hans Afkom ere lovlig berettigede til Kongedømmet, hvorfor jeg siger det at være Lov, saa sandt jeg vil ansvare det for Gud, at Kong Haakon er ret Arving til Norges Rige, men ingen af de andre, der nu gjøre Fordring derpaa. Til dette mit Lovsagn føjer jeg, at jeg, om det behøves, er rede til at kæmpe for ham og lade Livet for ham.“ Denne Tale blev af de fleste optagen med Bifald.
Derpaa henvendte Kongen sig til næste Lagmand, Aamunde Remba i Ryfylke, mod hvem Jon Staal og Arnbjørn Jonssøn havde fremført hiin graverende Beskyldning, og bad ham i denne Anledning at erklære sig og ytre hvad han fandt at være rettest for Gud. „Mange fagre Gaver,“ sagde Aamunde, „har jeg at takke Skule Jarl for, og ofte har jeg haft det saa godt hos ham, at jeg ikke engang kan beskrive det, men aldrig har jeg dog
