angribe ham. De stevnede da fremad paa Age-Vejen, men da denne ikke var bred, kunde blot faa gaa jevnsides, og de, som kom udenfor Vejen, bleve næsten siddende fast. Eystein befandt sig med sin Skare i den fremmeste Deel af den lange Rad, som hans Hær dannede, og kom saaledes først hen til den fiendtlige Plads, hvor Fienden stod opstillet. Her blev han let overmandet, thi de bagerste kunde ikke komme de forreste til Hjelp; den ene faldt efter den anden, alt som de først kom frem paa Pladsen, Eysteins Merke blev nedhugget, og han selv dreven paa Flugt. Derved opstod Forvirring i hans Rækker, og tiltog end mere, da Magnus’s Mænd søgte haardt efter. Det var umuligt at oprette Orden igjen, enhver søgte kun at redde Livet, og Mandefaldet blev stort, thi Vejen var trang, og Magnus’s Mænd, der fulgte dem i Hælene, sparede ingen, som de kunde naa. Tilsidst opløste hele Hæren sig i vild Flugt, og adspredte sig til alle Kanter. Eystein var blandt de flygtende. Han løb ind i et Huus, bad for sit Liv, og besvor Bonden om at skjule ham, men denne vilde intet høre derom, og dræbte ham. Snart kom Magnus’s Mænd til, toge Liget og bragte det hen til Ramnes, hvor Magnus med sit Følge havde begivet sig hen efter Slaget. De bare det ind i den Stue, hvor Kongen var. Her havde man midt paa Stuegulvet gjort op en stor Ild; ved den sad Kongen og varmede sig. Foruden ham var Orm Kongsbroder og mange andre derinde, blandt dem endog nogle Birkebeiner, der vare saa haardt saarede, at de ikke kunde flygte. Kongen bød de Tilstedeværende at gaa hen og betragte Liget, for at overbevise sig om at det var det rette. Bagenfor Kongen, paa Pallen, sad en Birkebein, hvem Ingen lagde Merke til. Da han fik see sin Herres Lig og kjendte det, sprang han op, inden nogen vidste Ord deraf, greb sin Øxe, og hug over et Par Andres Skuldre efter Hovedet paa Kong Magnus, der just havde vendt sig fra Ilden. Heldigviis fik en Mand see Øxen hævet, og rev Kongen til Side, saa at Hugget kun rammede Skulderen, og Magnus slap med et svært Saar. Strax hævede Birkebeinen Øxen paany, og hug efter begge Skinnebenene paa Orm Kongsbroder, der laa paa Pallen. Da Orm saa det, kastede han Benene bag over Hovedet, hvorved Hugget rammede Pall-Stokken, og Øxen blev siddende fast. Men da stod ogsaa Spyd og Sverd saa tæt i Birkebeinen, at han neppe kunde falde, og man saa nu, at han havde slæbt Indvoldene efter sig over Gulvet. Hans Tapperhed og Troskab berømmedes af alle[1].
Kong Magnus’s Mænd forfulgte længe de flygtende og dræbte alle
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga, Cap. 32, Snorre Cap. 42, Fagrskinna Cap. 282.
