en Hirdstevne, at han agtede sig til Throndhjem, og fik alles Tilsagn om at de gjerne vilde følge ham derhen[1]. Saaledes kunde han sætte ud fra Bergen med 35 Skibe, en tilstrækkelig Styrke til at jage Ribbungerne bort. Men endnu førend han kom til Nordfjord, fik han høre at Ribbungerne, afskrækkede ved Gauldølingernes kraftige Forsvarsanstalter, havde trukket sig tilbage. Da man imidlertid frygtede for, at de kunde tage Vejen til Raumsdalen, Nordmøre eller Søndmøre, fortsatte han dog Rejsen til Leir-galen, og blev liggende der, indtil han havde faaet Vished om at de havde taget Vejen til Østerdalen. Da vendte han tilbage til Bergen, hvor han ankom lidt før Michaelsmesse, og gav Lendermændene Hjemlov. Denne Sommer havde Haakon fyldt sit attende Aar, og det synes som om han, efter Dagfinn Bondes og sine øvrige Venners Raad, strax ved Indtrædelsen i sin Myndighedsalder ved en bestemt og alvorlig Optræden har villet vise Jarlen, at han nu var den, der raadede i Landet og ikke længer vilde tillade enten Jarlen eller nogen anden at tiltage sig nogen Myndighed, der ej tilkom dem. Han havde udbudt Leding over hele Egdafylke, men kun faaet noget ubetydeligt fra den vestligste Deel, da Skule allerede havde optaget det meste af al Ledingen baade fra Øster-Agder og Størstedelen af Norder- eller Vester-Agder, uagtet han egentlig kun skulde have Viken, hvortil Agder, som en Deel af Gulathingslagen, ikke hørte. I denne Anledning kaldte Kongen sine Raadgivere sammen, og æskede deres Mening herom. De fandt alle, at Jarlen gjorde sin saakaldte Trediedeel af Riget utilbørlig stor, naar han foruden hele Viken med Oplandene, ogsaa vilde have Landet heelt til Ryfylke. Saavel Erik Jarl, Sverres Broder, som Philip Baglernes Konge, havde nøjet sig med Landet mellem Rygjarbit og Svinesund, og dette var ikke engang hele Viken, da Landet mellem Svinesund og Elven, eller det store og folkerige Ranafylke, laa udenfor hine Grændser. Resultatet af
- ↑ I Flatøbogen og Skaalholtsbogen staar der paa dette Sted at Kongen sendte Mænd og Breve efter Gregorius Jonssøn og Ivar Nev, der skyndte sig efter ham saa hurtigt som muligt. Her er øjensynligt en Fejl indløben, da Gregorius jo var i Nidaros. Sandsynligviis har der i Originaltexten staaet at Kongen har sendt Breve med Sendebudene tilbage til Gregor og Ivar, at han med det aller første skulde komme. Eller og maa man antage, at Gregorius Jonssøn og Ivar Sten have været blandt de Lendermænd fra Throndhjem, der om Sommeren vare komne til Bergen, og at der i Texten ej skal staa „Sendimenn Gregoriúss Jónssunar,“ men „Sendimenn til Gregoriúss Jónssunar,“ nemlig saaledes at de fra Throndhjem afgaaede Iilbud vare afsendte af hans efterladte Underbefalingsmænd umiddelbart til ham, som Distriktets Statholder. Da til er et saa ubetydeligt Ord, og end ydermere i Haandskriften som oftest kun betegnes med t’, er det ikke usandsynligt, at det kan være overseet af Afskriveren. I Peder Claussøns Oversættelse heder det kun at der kom Tidende fra Throndhjem, og at Kongen havde Gregorius Jonssøn og Ivar Nev med sig fra Bergen.
