en Tidlang maa have pønset paa denne Misgjerning. Og at Vegard selv ikke ret har troet ham, eller at Forholdet har været spændt imellem dem, trods deres hyppige Sammenkomster, maa man slutte deraf at Vegard paa et Sted eller til en Tid, da der ej kunde være nogen Ufred i Vente, og kommende i det venskabelige Ærende at indbyde Andres til Gilde, alligevel fandt det nødvendigt at gaa i fuld Rustning, med Staalhue paa Hovedet. Dette tyder igjen paa, at Jarlen allerede fra deres første Sendelse til Haalogaland, for omtrent et Aar tilbage, har søgt at sætte Splid mellem dem, hvilket, som allerede ovenfor berørt, maaskee lettest lod sig gjøre ved at paavirke. Andres gjennem hans Hustru. De kongelige Hirdmænd havde vistnok ganske Ret i, hvad de ikke utvetydigt gave at forstaa, at Jarlen egentlig ønskede begges Død, thi baade fik Kongen derved to trofaste Venner mindre, og han selv friere Hænder med Hensyn til Andres’s Hustru. Der var ogsaa al Udsigt til at hans Ønske kunde blive opfyldt, hvis det lykkedes at faa dem alvorligt opsatte mod hinanden, thi deels var det ej usandsynligt, at de i Tilfælde af aabenbart Slagsmaal begge kunde blive dødeligt saarede, deels kunde man gjøre Regning paa at den enes Død drog den andens efter sig, i Form af Hevn eller Straf. Hertil hentydede han endog selv, efter hvad der i Beretningen anføres: det synes derfor at maatte have været en Streg i Regningen for ham, at Kongen viste saa megen Mildhed mod Andres. At han desuagtet gav ham Syssel i sit eget Navn, lader sig enten forklare af Forholdet til hans Hustru, eller af en Bestræbelse efter at binde hans Hænder og udvide Bruddet mellem ham og Kongen. Vi finde ham heller ikke nogensinde under de følgende Tvistigheder mellem Jarlen og Kongen nævnt som den, der aabenbart tog Parti for denne, og det lader til at han den meste Tid har holdt sig der nord paa uden at blande sig i Dagens politiske Begivenheder, medens Kongen dog, som vi ville see, aldrig ophørte at nære Hengivenhed for ham.
Andres og Ivar Utvik gjorde Aaret efter (1222) et Tog til Bjarmeland, der er merkeligt som det sidste, der nogensinde blev foretaget fra Norge[1]. Deres Hovedhensigt synes at have været den, at lade Bjarmerne undgjelde fordi de nogle Aar forud havde dræbt Helge Bogranssøn med alle hans Folk, men ogsaa ved Siden deraf at skaffe sig et rigt Bytte. Flere af de bedste Bønders Sønner fulgte dem[2], saa at de i alt havde fire Skibe. De nærmere Omstændigheder ved Toget angives ej; det berettes kun at de øvede det største Herverk i Manddrab og Ran, og gjorde et overhaands rigt Bytte af Graavare og brændt Sølv, formodentlig fra de bjarmske Gravhøje, saa-
